Real Madrid tog fire Golden Soccer-titler
Der stod Real Madrid på næsten det hele, da der i går blev uddelt præmier ved den årlige gallafest, som blev arrangeret af Globe Soccer.
Udover Cristiano Ronaldo, som blev kåret til bedste spiller i 2014, blev James kåret til årets åbenbaring for sit flotte VM, mens Carlo Ancelotti snuppede titlen som bedste træner. Herfra kunne det naturligvis ikke være anderledes end at Real Madrid også løb med titlen som årets klub.
Ved gallafesten blev der også lejlighed til at mindes to store fodbold-koryfæer, nemlig Eusebio og Alfredo di Stéfano. Om sidstnævnte sagde en tydeligt bevæget Florentino Pérez:
- Det mest skelsættende for Real Madrid i 2014 er tabet af Alfredo di Stéfano. Han var ikke blot den bedste fodboldspiller i historien. Han ændrede fodboldhistorien og selvfølgelig også Real Madrids historie. Vi følger hans vej og han vil altid være i vore hjerter.
