Ancelotti: Jeg glæder mig ikke over balladen i Barcelona

Carlo Ancelotti mødte i dag op til pressemødet forud for morgendagens kamp mod Atlético Madrid, men en del af mødet kom slet ikke til at handle om El Derbi, men derimod balladen i Barcelona, som i denne uge har sendt den catalonske klub i tovene.

Carlo Ancelotti optrådte dog diplomatisk i sine udtalelser.

Om han glædes over balladen i Barcelona:
- Det glæder mig ikke. Hvorfor skulle jeg glæde mig over det? Jeg tænker på mit hold og på vores problemer. Jeg ser ikke på, hvad der sker i Barcelona. Alle hold får på et tidspunkt i sæsonen problemer.

Om reservetjansen til Neymar og Messi:
- Jeg kender ikke Barcelonas omklædningsrum. Hver træner skal træffe sine beslutninger. Og hvis han (Luis Enrique, red.) har truffet den beslutning, er den rigtig.

Ustabilitet:
- Jeg har aldrig haft problemer i den henseende. Det er klart, at der altid vil være hold i problemer. Det, som sker i Barcelona lige nu er normalt for alle hold i løbet af en sæson.

Om Barcelonas nederlag efter at Real Madrid havde tabt på Mestalla:
- Nederlaget på Anoeta bekom os vel, fordi vi fortsatte med at være tophold. Vores nederlag på Mestalla holder ikke op med at være et nederlag, men da Barcelona også tabte, blev vores eget nederlag mindre smertefuldt.

Kampen mod Atlético Madrid efter nederlaget til Valencia:
- Vi forbereder os godt til denne svære kamp, vi fortsætter med den samme gejst og lyst til at gøre tingene som indtil nu. Det bliver et opgør som sidste år. Det er altid meget lige kampe med stor intensitet.

Bliver der rotationer?:
- Vi spiller med de sædvanlige 11 med et par ændringer, vi stiller med det bedst mulige hold.

Er holdet træt?:
- Lige nu er holdet ikke træt. Vi er kommet tilbage fra ferie. Jeg tror ikke, at vi går ind til sæsonafslutningen med træthed. Vi træner for at gå ind til sæsonafslutningen med en god kondition.

Om endnu et El Derbi:
- Vi kender hinanden rigtig godt, vi har spillet mod hinanden mange gange og vi skal spille mod hinanden flere gange i denne sæson. Det er et erfarent hold. Mod Atlético skal man gøre sit yderste for at vinde, for det er et af de bedste hold i Europa. Vores planlægning er den samme som altid, nemlig at vi forsøger at spille med vores identitet og filosofi.

Om Fernando Torres:
- Uden at spille har han allerede givet masser af glæde til tilhængerne. Han er en spiller med kvalitet og erfaring. Han er hvor han føler sig hjemme og han vil helt sikkert være meget motiveret.

Har der manglet intensitet hos Real Madrid i nogle kampe?:
- Jeg mener ikke, at der har manglet intensitet. Vi forsøger altid at spille med mere intensitet end modstanderholdet. Nederlaget til Valencia skyldes manglen på mål, ikke mangel på intensitet.

Om Bales aktion på Mestalla:
- Jeg så opspillet og det var ikke let at aflevere. Han havde ikke plads og tog den rigtigste beslutning, nemlig at afslutte. Holdet ved, at hvis man kan aflevere, så skal man gøre det som det første og når han ikke gjorde det, skyldes det at han ikke havde plads. Bale er ikke en individualist. Han spiller i morgen. Hvis han er presset af sin pris, så er det et positivt pres.

Om målmands-posten i Copa del Rey:
- Navas spiller Copa del Rey fra nu og til slut.

Seneste artikler...