Real Madrid overmatchet på Calderon
Real Madrid har en maraton-rejse foran sig, hvis de vil gøre sig nogen forhåbning om at genvinde Copa del Rey-titel; for hvad der på papiret lignede en svær opgave blev nærmest umuliggjort efter et fortjent 0-2-nederlag til Atlético Madrid.
Lad os bare være ærlige. Dagens kamp vil ikke blive husket for fodboldmæssige spidsfindigheder. Hertil var begge holds sammenregnede indsats simpelthen for ringe; måske bedst illustreret ved at duellens to mest profilerede spillere, en fra hver lejr, enten var hamrende uduelig eller sat på bænken fra startet.
I et opgør, der for hovedparten var uskøn som det københavnske metrobyggeri, og den slags grimme opgør passer Diego Simeones mandskaber gevaldigt godt. For de kan om muligt komplicere en i forvejen svær udekamp med hårdt spil og en nærmest unedbrydeligt defensivt murværk.
Og i den fjendtlige atmosfære magtede Real Madrid i kampens første time ikke at skabe meget, og de få optræk, der var til chancer blev aldrig for alvor til noget. Derfor var det helt tydeligt, at der skulle ske og et andet, hvis kampens skulle trækkes ud af sit dødvande, og det gjorde der så:
Sergio Ramos tog fejl af fodbold og 1990'ernes tv-udsendelser med Asbjørn Riis og leverede et bodyslam af de pænere på Raúl Garcia. Straffespark. Helt korrekt. Og selvom Keylor Navas gik den rigtige vej, så kunne han ikke forhindre selvsamme Garcia i at bringe hjemmeholdet foran 1-0. Og da selvsamme Ramos og resten af de defensive holdkammerater glemte at dække op ved et hjørnespark små tyve minutter senere, så gik opgøret fra ondt til værre.
Mest bekymrende var dog ikke de to indkasserede scoringer, men langt mere at Real Madrid ingenlunde magtede at skabe et regulært pres mod hjemmeholdet. For selvom man havde bolden meget, så blev det aldrig for alvor farligt, og det er reelt set kun Marcelo, Toni Kroos og så ganske livlige Isco, der kan være deres indsats bekendt på denne kolde januaraften i Madrid.
For resten af truppens vedkommende bør den stå på kollektiv afstraffelse og et par 100-siders læsning omring at vise vilje og dedikation, når man kommer bagud. For indsatsen denne aften og med Valencia-kampen i baghovedet er det helt tydeligt, at Spaniens dyreste fodboldhold mangler noget vilje, når modstanderne viser tænder og tillader sig at løbe ekstra meter for at vinde en tabt bold.
Med nederlaget har Real Madrid en uge til at genfinde Copa del Rey-formen og finde en måde at score minimum tre gange på, hvis man vil videre i den spanske pokalturnering.
Kampfakta
Atlético Madrid – Real Madrid 2-0 (0-0)
1-0 Raúl Garcia (58. min., str.), 2-0 Giménez (76. min.)
Gule kort:
Gaméz, Griezmann, Gabi, Raúl Garcia, Godín (Atlético Madrid)
Marcelo, Khedira, Ramos, Carvajal (Real Madrid)
Røde kort: Ingen
Dommer: Clós Gomez
Atlético Madrid: Oblak – Lucas H, Godín, Giménez, Gámez – Raúl García, Suárez, Gabi, Saúl (67., min., Arda Turan) – Griezmann (74. min., Mandzukic), Fernando Torres (59. min., Koke)
Real Madrid: Keylor Navas – Marcelo, Ramos, Varane, Arbeloa (83. min., Carvajal) – Isco, Kroos, Khedira, James (63. min., Cristiano Ronaldo) – Benzema (74. min., Jesé), Bale
Kampens spiller: Isco
Kampens badebold: Sergio Ramos
Kampens detalje: Iscos hælaflevering til Cristiano Ronaldo
