Ancelotti tager negativ rekord
Carlo Ancelotti har været mand for et par positive rekorder i sin tid som Real Madrid-træner, men gårsdagens nederlag til Atlético Madrid gjorde ham også til ejer af en negativ rekord.
Det var nemlig tredje nederlag i træk til Atlético Madrid og det har ingen anden træner præsteret før.
Efter sejren i Champions League-finalen mod Los Colchoneros mødtes de to hold i den spanske Super Cup, hvor Real Madrid tabte returkampen på et mål scoret af Mario Manzukic. Den 13. september gik det så galt igen, da Carlo Ancelotti og Real Madrid tabte hjemmekampen i Liga BBVA med 1-2 efter scoringer fra Tiago og Arda Turan.
Det er første gang siden 1951, at Atlético Madrid vinder tre opgør i træk mod Real Madrid og gårsdagens nederlag betød samtidig en ende på Real Madrids 10 Copa del Rey-sejre i træk.
