Ronaldo er nu den tredje mest scorende Real Madrid spiller

Med sine to mål i søndagens frokostkamp mod Getafe kunne Ronaldo rykke endnu et niveau op blandt historiens bedste Real Madrid spillere.

Her rykkede portugiseren forbi selveste Santillana som den tredje mest scorende i alle turneringer og indtager altså nu alene tredjepladsen med 289 scoringer, hvor Santillana nåede 288.

Scoringerne fordeler sig med 206 mål i La Liga, 57 i Champions League, 21 i Copa del Rey, tre i den spanske Supercup og to i den Europæiske Supercup.

Med sine to søndagsscoringer mangler Ronaldo nu kun at indhente to spillere og det er såmænd intet mindre end Alfredo Di Stéfano med 307 scoringer og Raúl der fortsat indtager klubrekorden med 323 scoringer.

Med portugiserens målscoringssnit in mente er det dog blot et spørgsmål om tid før han distancerer Di Stéfano og Raul til de lavere trin på podiet i den konkurrence.

Seneste artikler...