Ecodiario: Her er Real Madrids tre indkøb til den kommende sæson
Spanske Ecodiario holder sig ikke tilbage, når de skal præsentere Real Madrids tre indkøb til den kommende sæson, for der er tale om spillere fra absolut øverste hylde.
De tre spillere menes nemlig at være ingen ringere end David De Gea, Paul Pogba og Marco Reus.
Manchester United-målmanden regnes som den perfekte afløser for Iker Casillas, idet han er både nutiden og fremtiden på det spanske landshold og har gennemgået en fænomenal udvikling i den engelske Premier League.
Marco Reus er den af de tre spillere, som mest vedholdende har været meldt på vej til den spanske hovedstad og faktum er da også, at tyskeren endnu ikke har forlænget sin kontrakt med Dortmund og det tolkes som et tegn på, at Real Madrid har indvilget i at betale frikøbs-klausulen på 25 millioner €.
Paul Pogba er øjeblikkets lysende stjerne i den italienske Serie A og han står angiveligt højt på Florentino Pérez´ ønskeseddel. Der spekuleres i en pris på omkring 80 millioner €, hvilket sandsynligvis vil være mere end Juventus har råd til at sige nej til.
