Lucas Silva: ”Jeg er meget glad for endelig at være i Madrid”
Real Madrids seneste nyerhvervelse, brasilianske Lucas Silva, landede i går eftermiddags i Barajas lufthavnen i Madrid. Her blev han efterfølgende kørt direkte til det hotel, hvor han skal opholde sig indtil mandagens præsentation på Bernabeu, der finder sted kl. 13.
En tætpakket forsamling af fotografer og journalister havde forsamlet sig i ankomsthallen for at tage imod den nye brasilianer, der dog kun havde et par enkelte ord at fortælle: "Jeg er meget glad! Det er en drøm der går i opfyldelse".
Mandag står den på det obligatoriske lægetjek, der foregår på Sanitas-La Moraleja hospitalet, hvorefter Silvas officielle præsentation finder sted på Bernabeu.
Både fra brasiliansk og spansk presses side vurderes det, at Real Madrid har betalt Cruzeiro i omegnen af 14 mio. € for midtbanespilleren, hvis kontrakt løber indtil 30. juni 2020.
Med til den officielle præsentation vil udover Lucas Silva selv og repræsentanter fra Real Madrid også være Silvas agent Luiz Rocha, samt Silvas forældre og to søskende.
