Optakt Real Madrid – Sevilla: Det er tid til at vise, hvorfor man spiller i den hvide trøje!
Selvom alle kampe i sæsonen naturligvis er af stor betydning, så er der alligevel uger i kampkalenderen, hvor man sætter kryds ud for og tænker, at denne nok bliver af mere afgørende betydning for, hvordan placeringerne skal fordeles.
Godt nok var denne uge ikke planlagt, da La Liga 2014/15 tog sin begyndelse tilbage i august, men i godt stykke tid har både spillere, trænere og alverdens madridistas nu vist, at uge 6 i 2015 bliver et punkt i kalenderen, man vil tænke tilbage på med enten vemod eller stor glæde.
Naturligvis er der stadig kampe tilbage at vinde, skulle det utænkelige ske, at Real Madrid taber begge kampe, men mesterskabschancerne vil unægtelig se meget dårligere ud. Dog skal man altid huske at se glasset som halvt fyldt og derfor er uge 6 også en fantastisk mulighed for rigtig at kickstarte forårshalvåret mod to top-fire hold.
Første test er Los Nervionenses fra Sevilla og Unai Emerys mandskab stiller op på Bernabeu med masser at spille for. Holdet ligger pt. på La Ligas fjerdeplads med 42 point, der giver adgang til Champions League kvalifikationen, men er dog tæt forfulgt af Valencia med 41 point, selvom Valencia mandag aften tabte et vigtigt skridt mod Malaga.
Ligesom Real Madrid er Sevilla også ude af Copa del Rey efter et samlet nederlag på 2-3 til Espanyol og derfor har Unai Emerys tropper nu også fuldt fokus på at holde fast i toppen af ligaen. Derudover er man videre til de afgørende kampe i Europa League, hvor man i 1/16-dels finalerne skal op imod Bundesligaens nuværende nummer tre Borussia Mönchengladbach.
Sevilla råder over flere prominente navne, hvor man i front finder holdets topscorer Carlos Bacca med 12 mål. Derudover forventes det, at også den tidligere Real Madrid spiller Jose Antonio Reyes er at finde i startopstillingen, mens Barcelona canteranoen Gerard Deulofeu er på bænken.
Hjemmeholdet anført af Ancelotti må fortsat se bort fra karantæneramte Cristiano Ronaldo og de to skader Pepe og Modric. Alle tre spillere der tidligere på sæsonen har taget stort ansvar og medvirken til den øjeblikkelige topplacering.
I aftenens kamp mod Sevilla kan man i stedet trække en streg fra Ramos over Isco til Bale som den afgørende akse, der skal sikre sejren og de tre point. Selv om "kun" Ramos scorede af de tre i lørdags mod Sociedad, så viste de alle gode takter og bidrog i hver sin kæde til, at det trods alt endte med en ganske sikker sejr.
Særligt må Gareth Bale dog gerne vise mere skarphed foran kassen, så procentdelen af brændte chancer ikke igen bliver så høj.
Der er dog gode minder at huske tilbage på fra kampene mod Sevilla på Bernabeu. Hvem husker ikke sidste års 7-3 nedsabling af andalusierne? Sidst men ikke mindst er også statistikken med hjemmeholdet, idet det er mere end 2500 dage siden, Sevilla sidst tog alle tre point i den spanske hovedstad.
Der er i den grad lagt op til en spændende spansk topkamp i aften. Dommer er Ignacio Iglesias og der er kick-off kl. 20.45 på Canal 9.
På AS' hjemmeside tror man i øjeblikket mest på følgende Real Madrid opstilling: Casillas – Carvajal – Varane - Ramos – Nacho – Khedira – Illarramendi – Kroos – Isco – Benzema – Bale
