Vi gentager ikke fejltagelserne fra 2006!

Det er den 12. januar 2006. I præsidentlogen på Mallorcas hjemmebane Estadio Iberostar sidder en rystet Florentino Perez og kigger ned i gulvet. Real Madrid præsidenten kan simpelthen ikke tro, hvad han lige har været vidne til. Verdens største fodboldklub har tabt til upåagtede Mallorca.

På banen kunne de hvidklædte ikke skjule chokket over at indse, hvor ringe en forfatning holdet var i. På bænken kunne man til gengæld se lettere fornøjede billeder af indskifterne Salgado og Helguera der angiveligt deler en håndfuld solsikkefrø, mens daværende træner López Caro stod magtesløs ved siden af. Ude af stand til at opmuntre og viderefører et i forvejen splittet omklædningsrum.

Det var ikke Real Madrid værdigt tænkte Perez fra de bløde præsidentielle sæder og to dage senere afleverede han sin opsigelse på Bernabeu. Klubben var kastet ud i en større institutionel krise.

Florentino Perez rystede givetvis en del på hovedet både under og efter lørdagens lokalbrag på Vicente Calderon, men billeder fra udskiftningsbænken hvor der sendes solsikkekerner rundt til fælles deling, er det nu alligevel ikke blevet til.

Alligevel har flere højtstående direktører, samt Perez selv indset, at flere indikatorer peger i retning af 2006-tendenser: et hold i nedadgående formkurve, en træner der ikke finder de rigtige løsninger, dårlige og ugidelige attituder fra flere vigtige spillere, tiltagende kritik i pressen og "fans" der vender holdet ryggen.

Mens de sidste to er noget Real Madrid er vant til, så får resten i den grad alarmklokkerne til at ringe. Ifølge AS har Florentino Perez og hans nærmeste på direktørgangene dog ikke i sinde at gentage historien.

I den forbindelse skulle Perez have udtalt, at det ville være synd og skam at smide fem års hårdt arbejde i vasken. Tilmed for et hold med så stort potentiale og uden tvivl har en endnu større fremtid foran sig.

Samtidig lyder der til alle madridistas beroligende toner fra Bernabeus ledende kontorer. Således mener man allerede nu at have opdaget problemene (i tide?) og derfor forsikrer man også, at pinlighederne fra sæsonen 2005-06 ikke vil gentage sig.

Seneste artikler...