Modric træner med igen
Efter 95 dage på sidelinien er Luka Modric endelig tilbage på træningsbanen, hvor han i går trænede med sine holdkammerater, som enten ikke fik spilletid eller blev skiftet ind i kampen mod Schalke.
Dermed lysner det for kroaten, som har været gennem et langt og sejt genoptræningsforløb, som har bragt ham til eksperter i både Vitoria, Antwerpen og München og nu træder han så ind i sidste fase inden han kan få sit længe ventede come back for holdet.
I princippet ville han være til rådighed i nogle minutter allerede i weekendens kamp mod Elche, men det har aldrig været planen og derfor arbejder man fortsat ud fra, at han for alvor vender tilbage til returkampen mod Schalke, hvor Real Madrid blot skal overstå 90 minutter for at være kvartfinale-deltager.
Derfor forventes han også at være helt klar til El Clásico, som spilles 1½ uge senere.
Real Madrid har spillet 20 kampe uden Luka Modric, hvoraf de 16 er blevet vundet, mens man har tabt 3 og spillet 1 uafgjort. Målscoren har været 47-15.
