Silvas superstart

Den forgangne uge må være en, Real Madrids nye unge brasilianer ikke lige glemmer. Fra en "ukendt" tilværelse som det næste store brasilianske talent med kurs mod Europa, har Lucas Silva på bare otte dage entreret den helt store fodboldscene.

Først blev han skiftet ind til sin debut på Bernabeu i kampen mod Deportivo. Dernæst var det tid til de første minutter i verdens fornemste klubturnering, da han ganske velvagt var blandt de 11 startende i Gelsenkirchen mod Schalke 04.

Søndag aften kulminerede en vild uge for Madrids nye brasilianer, da han nok engang var i startopstillingen og næsten fik fuld spilletid mod Elche.

Her var det tydeligt, at Lucas Silva allerede har bygget meget på sit spil og ungersvenden leverede da også en fejlfri indsats, dog uden rigtig at være prangende. Alt sammen en del af den omskolingsproces fra defensiv midtbanemand i Cruzeiro til playmaker-rolle Real Madrid, som alt andet lige må forventes at tage et par kampe endnu.

Under kampen kommunikerede Silva da også en del med Ancelotti, men det fjernede ikke brasilianerens fokus fra spillet på banen og både mod Schalke og Elche viste han en utrolig sikkerhed med bolden.

Modsat Illarramendi der nærmest ikke kan komme hurtigt nok af med bolden, så er Silva ikke bange for at gå med i den offensive del af det opbyggende spil.

Allerede nu er det også tydeligt, hvorledes Silva supplerer Kroos rigtig godt. Brasilianeren er klar over sin position på banen og rolle på holdet, og betyder det at begå et frispark eller to, er han også villig til det. Noget man så eksempler på i både Champions League og weekendens La Liga opgør.

Alt i alt kan Ancelotti være fuldt ud tilfreds med det brasilianske nyindkøb, der virker ganske indforstået med ikke at være en af holdets store stjerner (endnu), men stadig er i en lærings- og udviklingsproces.

Seneste artikler...