Kontrakt-forlængelse til Ramos sat i bero

Ifølge spansk presse er der fuldkommen stop i forhandlingerne om en ny kontrakt mellem Real Madrid og Sergio Ramos.

Den seneste kontakt mellem parterne var for 6 måneder siden og dengang var det udelukkende gennem Sergio Ramos´ bror og agent, Rene Ramos.

Spansk presse spekulerer i, at der ikke er tillid mellem Real Madrid og Sergio Ramos, fordi den spanske landsholdsspiller forlanger en anerkendelse for sine bedrifter i klubben og den er ikke af økonomisk karakter.

Sergio Ramos er fuldt bevidst om, at hans hovedstøds-udligning i CL-finalen mod Atlético Madrid åbnede dørene til store indtægter for Real Madrid, som via CL-sejren fik adgang til den europæiske Super Cup og VM for klubhold, samt opvisningskampen i Dubai i december måned.

Samtidig har Ramos set Real Madrid forlænge kontrakterne med Varane, Benzema og Modric uden problemer, mens man har hentet spillere som James, Kroos, Keylor Navas og Lucas Silva uden at skele til beløbet på bundlinjen.

På nuværende tidspunkt menes Real Madrid ikke at have intentioner om at genoptage forhandlingerne om en forlængelse af kontrakten, som udløber i 2017.

Seneste artikler...