Spansk presse: Gayá er den næste
Real Madrid var hurtige til at sikre sig Danilo fra Porto i går og han tiltræder til sommer på en kontrakt af 6 års varighed, men i den spanske hovedstad har man ikke tænkt sig at holde pause.
Her arbejder man nemlig intenst på at gardere sig på venstre back-positionen og her er Valencias Gayá og Bayern Münchens David Alaba højt på ønskesedlen.
Spansk presse mener at vide, at Real Madrid har intensiveret forhandlingerne om at sikre sig det 19-årige spanske stortalent, som er repræsenteret af Toldrá Consulting og lige nu forsøger man at få Gayá til at afholde sig fra at skrive en ny kontrakt med Valencia, som vil hæve frikøbsklausulen betragteligt fra de nuværende 18 millioner €.
Real Madrid ønsker dog ikke et nyt uvenskab med Valencia og derfor vil man helst undgå at gennemtrumfe handlen ved bare at betale frikøbs-klausulen, men der er kilder i spansk presse, som mener at vide at Real Madrid kan offentliggøre handlen i løbet af få dage.
