Cristiano Ronaldo: 300 mål for Real Madrid

Med sine fem mål mod Granada nåede Cristiano Ronaldo op på 300 mål i sin tid som Real Madrid spiller. Den portugisiske wing har nået denne milepæl efter blot 287 optrædener, hvilket giver ham et målsnit på 1,05 mål per kamp. Foran ham ligger fortsat de to legendariske angribere Raúl og Di Stéfano, men det tog de to herrer en del flere kampe at nå denne bedrift. Raúl nåede 323 mål i 741 kampe og Di Stéfano blev noteret for 308 mål i 396 officielle optrædener.

Cristiano Ronaldos mål for Los Blancos fordeler sig således: 214 mål i La Liga, 60 i Champions League, 21 i Copa del Rey, 3 i den Spanske Super Cup og 2 i Den Europæiske Super Cup.

Nye personlige rekorder

I kampen mod Granada slog Ronaldo to nye utrolige rekorder. Han gjorde det til 2-0, 3-0 og 4-0 på sølle otte minutter, og dermed blev det til det hurtigste hattrick i portugiserens historie. Kun forsvarsspilleren Fernando Hierro fra det berømte Galacticos hold har scoret et hurtigere hattrick for Real Madrid. Han er nu oppe på 28 hattricks i sin Real Madrid karriere, hvilket er det samme antal Alfredo Di Stéfano. Det var også første gang Ronaldo nåede 5 mål i én kamp. Alle Real Madrid spillere der har prøvet at score fem mål i samme kamp er nu Eulogio (1960), Puskás (1961), Krankl (1979), Morientes (2002) og Cristiano Ronaldo (2015).

Blandt La Liga historiske målscorere

Ronaldo fortsætter med at klatre op ad stien, og er nu på 8. pladsen over alle tiders La Liga topscorere. Med de 214 mål overhalede han Pahíño på listen. Den næste er Quini med 219, og meget skal gå galt hvis Mr. CR7 ikke også overhaler ham inden sæsonen er spillet færdig.

Seneste artikler...