Optakt Real Madrid – Almería: Fra A til B med tre point
I store tv-serier oplever man i løbet af en sæson såkaldte transportafsnit. Altså afsnit hvor handlingen flyttes fra et sted til et andet uden det bliver helt vildt sindsoprivende. Sådan et transportafsnit er der også tale om i aften når andalusiske Almería gæster Bernabeu i 34. runde af denne sæsons La Liga.
Og selv om alle kampe er svære, så skal og må nedrykningskandidaterne Almería aldrig nogensinde blive en udfordring for Real Madrid. Der skal kort og godt være tale om en kamp, hvor klasseforskellen er tydelig fra start og hvor målforskellen gerne må blive med en margin på fem-seks stykker.
Tilmed kan der forhåbentligt også blive tid til at eksperimentere en smule og samtidig spare spillere frem mod de to kommende og måske afgørende kampe ude mod Sevilla og hjemme mod Valencia.
Udover de forsatte skader til Bale, Benzema og Modric trak Carvajal og Sergio Ramos begge "smarte" gule kort forleden mod Celta og kan derfor nyde kampen og samle kræfter i Bernabeus VIP-lounge.
Det betyder, at Arbeloa vikarierer på højre back, mens Pepe og Varane tager sig af midterforsvaret. Derudover forventes det, at Keylor Navas vogter buret.
Den helt store spekulation i de madrilenske sportsaviser går dog på, om man langt om længe får det norske stjernefrø Martin Ødegaard at se på førsteholdet. Skulle det ske, at han bliver skiftet ind, spiller han med rygnummer 33.
I front skal den lille mexicanske ært se, om han kan bygge videre på sin umiddelbare heltestatus efter sidste uges fremragende præstationer.
Aftenens gæster fra Almería ligger som nævnt til nedrykning med blot 28 point på en øjeblikkelig 18. plads. Holdet kommer med en frisk 2-0 sejr over Eibar i bagagen, men i alt har holdet blot nettet seks gange i de seneste fem kampe.
Der er altså lagt op til en gang bøllebank og gæsternes Rubén må forvente at skulle hente bolden ud af nettet adskillige gange.
Kampen vises fra kl. 19.55 på 6'eren og aftenens dommer er Iglesias Villanueva.
Forventede holdopstillinger:
Real Madrid: Navas – Arbeloa – Pepe – Varane – Marcelo – Isco – Kroos – James – Jesé – Chicharito – Ronaldo
Almería: Rubén – Navarro – Dos Santos – Trujillo – Dubarbier – Verza – Thomas – Jonathan – Corona – Espinosa – Hemed
