Referat: Magiske Ronaldo sikrer sejren på Sánchez Pizjuán

En fantastisk præstation af vores portugisiske superstjerne.

På en aften som startede med et dårligt frispark over mål og et par uskarpe træk, endte Real Madrid og i særdeleshed Cristiano Ronaldo som vindere. Således kan man kun have beundring til overs for portugiseren, efter tre aktioner dybt inde i straffesparksfeltet, som vil få selv Ruud van Nistelrooy til at bøje sig i støvet.

Kampen blev dog indledt med Sevilla i et vanligt angreb på modstandernes mål, men defensiven klarede sagerne, selv efter Marcelos håbløse forsøg på at trække Bacca offside. Efterhånden åd Carlo Ancelottis sortklædte drenge sig dog ind i kampen og det blev et mere lige opgør.

I det 36. og 37. minut stod der Cristiano Ronaldo på alle overskrifter. Således brillerede portugiseren først med et fænomenalt hovedstød efter Iscos indlæg, inden portugiseren minuttet efter igen fandt netmaskerne med en lang tå, på en bold James og Chicharito fik prikket dybt ind i Sevillas felt. Et par aktioner som i al tydelighed viste, hvor vigtig Cristiano Ronaldo er for Real Madrid.

Inden pausen Sergio Ramos dog dummet sig i en sådan grad, at det nærmest gjorde helt ondt. I halvlegens sidste minut begik Ramos et tåbeligt straffespark, Bacca omsatte stensikkert og dermed levede kampen endnu. I anden halvleg viste portugiseren sig endnu engang i feltet, da han på forunderlig vis med hovedet drejede indskiftede Gareth Bales indlæg i kassen. €200 mio. fodbold i verdensklasse.

Herefter burde kampen være lukket, men med forsvarsfejl af Marcelo på så lavt et niveau, at han ikke ville blive benyttet som back på et tømmermandsramt Serie 6-hold i morgen, blev Sevilla endnu engang lukket ind i opgøret. Iborra udnyttede kynisk og dermed lugtede det af et langt sidste kvarter.

Heldigvis var Iker Casillas på plads, når Marcelo igen fejlede eller forsvaret generelt kom under for hårdt pres. Hvis San Iker kan holde dette niveau resten af sæsonen, er der måske fortsat håb for den ellers tidligere verdensklassemålmand og Real Madrid.

Generelt må man blot sige, at det blev præcis ligeså svært som ventet, men takket være hårdt slid, et par klasseredninger og en portugiser med målnæse, så lever mesterskabet lidt endnu. Næste udfordring er tirsdag, når de nykårede italienske mestre skal overvindes i Champions League.

Kampfakta

Sevilla 2-3(1-2) Real Madrid
0-1: Cristiano Ronaldo (36')
0-2: Cristiano Ronaldo (37')
1-2: Bacca (45')
1-3: Cristiano Ronaldo (69')
2-3: Iborra (79')

Gule kort:
Reyes, Tremoulinas, Carrico, Vidal (Sevilla)
Ramos, Carvajal (Real Madrid)

Røde kort:
Ingen (Sevilla)
Ingen(Real Madrid)

Dommer: Jose Luis Gonzalez Gonzalez

Sevillas hold: Rico; Diogo(70' Suarez), Carrico, Kolodziejczak, Tremoulinas; Vidal, Krychowiak(77' Iborra), Mbia, Banega, Reyes; Bacca(77, Gameiro)
Real Madrids hold: Casillas; Carvajal, Varane, Pepe, Marcelo(88, Arbeloa); James, Ramos, Kroos, Isco(84, Illarra); Chicharito(66, Bale), Cristiano Ronaldo

Kampens spiller: Cristiano Ronaldo. Kan vi lukke den debat om manglende mål i vigtige kampe?
Kampens badebold: Marcelo, en omvandrende katastrofe defensivt.
Kampens detalje: Chicharitos bøn før kampstart. Opsummerede glimrende, hvordan madridistas verden over havde det inden kampstart!

Seneste artikler...