Valencia sender mesterskabet til Barcelona

Real Madrid havde alt at tabe inden startfløjtet til aftenens kamp. Barcelona havde netop vundet 2-0 over Real Sociedad og samtidig kunne der muligvis være tale om den "sidste" runde inden den truende strejke i spansk fodbold ville træde i kræft.

Derfor var det heller ikke optimalt, at dagens modstander var Valencia. Et hold der endnu har til gode at tabe til et hold fra den spanske hovedstad – det blev heller ikke tilfældet i aften.

Real Madrids indsats i kampen kan nok bedst betegnes som stolpe ud. Første gang efter knap et kvarter, hvor Bale smækkede et frispark fra kanten af feltet på sammenføjningen og bare fem minutter senere var Ronaldo millimeter præcis i sit hovedstød på den modsatte trekantssammenføjning. Sidste store chance i de første 45 minutter kom efter den halve time, hvor Bale endnu engang havde svung i støvlerne, men Alves i Valencia-målet diskede op med en klasseredning.

Valencia havde stor succes med et højt pres på midtbanen og det stressede særligt Kroos og de to backs, der flere gange kom i problemer frem ad banen. Bedre blev det ikke, da tyskeren efter 25 minutter måtte lade sig skifte ud med, hvad der lignede en forstrækning i baglåret. Ind kom Illarramendi og så var det for alvor op ad bakke.

En anden afgørende del af fodboldspillet som aftenens gæster havde held med, var at score på holdets chancer. To styks tilspillede de sig inden Clos Gomez' pausefløjt og to gange måtte Casillas hente læderet ud af nettet. Første gang efter knap 20 minutter, hvor Alcácer på akrobatisk vis sparkede Gayas indlæg i mål. En situation hvor Casillas måske skulle have vist mere frygtløshed og kastet sig frem i boldens bane.

Anden gang Bernabeus stadionspeaker måtte trykke på mål-til-udeholdet-knappen kom bare fem minutter senere. Pepe viste lidt af sine tidligere defensive dyder og blev den mindste i hovedstødsduellen med Fuego, der forholdsvis ubesværet kunne fordoble føringen. Alt håb om pokaler og konfettikanoner syntes meget langt væk.

Og så hjalp det ingenting, at Bale i halvlegens overtid blev væltet omkuld i det kriminelle felt. Ronaldo misbrugte den gyldne chance for et comeback på det skammeligste og Alves kunne løbe i omklædningsrummet som den helt store helt. Indtil videre var det mildest talt elendigt at se på.

Som man som minimum kunne forvente af en flok hvidklædte spillere, der tjener uhyggeligt meget mere end den gennemsnitlige tilskuer på Bernabeu, så kom Ancelottis spillere ud med bare antydningen af gejst og tro på tingene efter pausen. Det bar frugt efter ti minutter, hvor Pepe kom højest på et hjørnespark og sendte hjemmeholdet tilbage i kampen.

Herefter sad Real Madrid på det meste af spillet i en halvleg, der var langt mere fysisk betonet og intens end de første 45 minutter. Blandt andet viste Pepe eksempler på, hvad der tidligere gjorde ham til verdens mest frygtede fodboldspiller, da han gik hensynsløst ind i en tackling og fortjent modtog gult.

Valencia forsvarede sig dog bravt og var mest farlige på omstillinger. I målet havde de dog aftenens spiller på Bernabeu, Diego Alves, der diskede op med den ene pragtredning efter den anden. Særlig flot med et kvarter igen, da Ramos kom højest på et indlæg og Alves reddede på stregen.

Efter 84 minutter måtte den lille mand i målet dog give fortabt, da Isco efter et smart træk til højrebenet satte foden til kuglen og udplacerede Alves. Så var der for alvor lagt op til en stor comeback- aften på Bernabeu og hjemmeholdet fik da også adskillige chancer til det livgivende 3-2 mål.

Det kom desværre aldrig og selvom det endnu ikke er matematisk umuligt at hente mesterskabet, så skal der nok ske større mirakler end Danmarks EM-triumf i 1992 for at det kommer til at ske.

Kampfakta: 2-2 (0-2) 0-1 Alcácer (19'), 0-2 Fuego (25'), 1-2 Pepe (55'), 2-2 Isco (84')

Gule kort: Gaya, Arbeloa, Chicharito, Pepe, Fuego, Parejo

Røde kort: 0

Dommer: Clos Gómez

Real Madrid: Casillas – Arbeloa (Carvajal 46') – Pepe – Sergio Ramos – Coentrao (Marcelo 46') – James – Kroos (Illarra 25') – Isco – Bale – Chicharito – Cristiano Ronaldo

Valencia: Alves – Otamendi – Mustafi – Barragán – Gomes (De Paul 78') – Fuego – Parejo – Piatti (Orbán 89') – Alcácer (Negredo 69') – Feghouli

Kampens spiller: Chicharito for at vise kampgejst og tro på tingene / Diego Alves i Valencia-målet for måske at spille sit livs kamp.

Kampens badebold: Real Madrids indstilling. I en kamp af så stor betydning er det bare ikke godt nok, at man først kommer i gang med at spille fodbold når stillingen er 0-2. Indstillingen var slet ikke et mesterhold værdigt.

Kampens detalje: Så i det? Illarramendi havde faktisk et halvfarligt forsøg på mål i aftenens kamp.

Seneste artikler...