Real Madrid og David De Gea enige om kontrakt

Ifølge spanske Marca er Real Madrid nået til enighed med David De Gea om en kontrakt gældende for de kommende 5 sæsoner og man mangler nu "kun" at forhandle sig til rette med Manchester United.

På ledelsesgangen i Real Madrid har det længe været et højt prioriteret emne at få fat i en stærk målmand og fra starten har den tidligere Atlético Madrid-målmand været øverst på listen, blandt andet fordi David De Gea er udset til at blive fast spansk landsholdsmålmand i det næste lange stykke tid og dermed er en oplagt afløser for Iker Casillas.

David De Gea har angiveligt også en interesse i et skifte til Real Madrid, for han har fortsat ikke forlænget sin kontrakt med Manchester United, som udløber i 2016 og det kan dermed være sidste chance for den engelske klub til at få penge for den stærke målmand.

En nøgleperson i de kommende forhandlinger med Manchester United bliver givetvis spillerens agent, Jorge Mendes, som er en god ven af Florentino Pérez, men som også har tætte forbindelser til Manchester United og han var afgørende, da Cristiano Ronaldo skiftede til Real Madrid og da Ángel di María skiftede den modsatte vej.

Real Madrid menes at være parate til at betale op mod 30 millioner € for David De Gea og Manchester United-manager Louis van Gaal har da også erkendt, at man har en liste med afløsere for målmanden klar, selv om man fortsat håber på, at han forlænger sin kontrakt.

Seneste artikler...