Kort æra afsluttet med storsejr

Real Madrid spillede her til aften sæsonens sidste kamp i La Liga, da Getafe var på besøg på Estadio Santiago Bernabéu.

Kampen var på forhånd uden betydning og derfor havde man nok forventet udskiftninger i startopstillingen, men det var en overraskelse af de større, at Ancelotti havde valgt at spare en af en af de dyreste (Gareth Bale), samt to af de største talenter i form af Isco og Varane. Til fordel for Jesé, Illarramendi og Nacho. Hvad meningen var med det, får vi måske aldrig at vide og det er måske godt det samme.

Selve opgøret blev naturligvis indledt med Real Madrid mest på bolden, hvilket udmøntede sig i en Cristiano Ronaldo-scoring på hovedstød efter 13 minutter og herfra lignede det en stille og rolig aften på kontoret for hjemmeholdet, men Getafe ville det anderledes og i løbet af blot et par minutter fra det 23. til det 26. minut lykkedes det at komme foran med 2-1.

I begge situationer var der (naturligvis) stor fokus på Iker Casillas, men man skal være mere end almindelig kritisk, hvis man skal placere skyld hos målmanden for de to scoringer, for de var godt sat ind af Escudero og Diego Castro.

I en tid, hvor Cristiano Ronaldo er eneste spiller, som laver mål for Real Madrid, var det hele atter lagt op til ham og hans ti medspillere kunne da også se portugiseren vende kampen på egen hånd, da han først scorede direkte på frispark og få øjeblikke senere også på et straffespark begået mod Chicharito.

Feriestemningen havde dog indfundet sig i Real Madrid-forsvaret, hvor Varane afløste en skadet Pepe og franskmanden nåede ikke mere end lige at komme på banen før Casillas igen måtte pille bolden ud af nettet, efter at Lacen fra tæt hold kunne hamre bolden ind bag ham.

Anden halvleg bød op til en målfest a la første halvleg, da Chicharito efter blot to minutter udnyttede en ripost fra Cristiano Ronaldos hovedstød på stolpen til at give tilhængerne en lille sidste hilsen fra ham og få øjeblikke viste James, hvad vi heldigvis kan glæde os mere til i fremtiden, da han scorede direkte på frispark.

Dermed var kampen så afgjort, at man kunne give debut til 16-årige Martin Ødegaard, som kom på banen i stedet for Cristiano Ronaldo, der modtog fortjente klapsalver på vej ud. Ødegaard bliver dermed den yngste til at få debut for Real Madrid.

Og Ødegaard blev faktisk et positivt bekendtskab, for han gik fuldstændig upåvirket til sagen og var ikke bange for at tilbyde sig og udfordre modstanderen, hvilket tegner meget lovende for den fremtid, som på rygtebasis bringer ham ind i førsteholdstruppen til den kommende sæson, måske i stedet for Jesé, som kom på måltavlen i aften og dermed fik lidt oprejsning oven på en sæson, som på ingen måde har levet op til forventningerne.

Aftenen sluttede med stående ovationer til Iker Casillas, især efter en flot redning i slutminutterne og med endnu en scoring at gå hjem på, nemlig fra Marcelo.

Når tilhængerne næste gang møder op på Estadio Santiago Bernabéu, skal de vænne sig til en række nye navne, som skal starte endnu en æra i Real Madrid, som forhåbentlig får lov til at vare længere end denne.

Kampfakta:

Real Madrid – Getafe 7-3 (3-3)

1-0 Cristiano Ronaldo (13.)

1-1 Escudero (23.)

1-2 Diego Castro (26.)

2-2 Cristiano Ronaldo (32.)

3-2 Cristiano Ronaldo (34., str.)

3-3 Lacen (42.)

4-3 Chicharito (47.)

5-3 James (51.)

6-3 Jesé (70.)

7-3 Marcelo (90.)

Gule kort:

Real Madrid: Jesé, Marcelo.

Getafe: Vigaray.

Røde kort:

Real Madrid: Ingen.

Getafe: Ingen.

Dommer: Texieira Vitienes.

Real Madrids hold: Casillas, Arbeloa (Carvajal, 46.), Pepe (Varane, 40. min.), Nacho, Marcelo, Kroos, Illarramendi, James, Jesé, Cristiano Ronaldo (Ødegaard, 57. min.), Chicharito.

Getafes hold: Codina, Vigaray, Naldo, Alexis, Escudero, Rodríguez (Álex, 72. min.), Lacen, Pedro León (Ivi, 84. min.), Castro (Babá, 79. min.), Sarabia, Hinestroza.

Seneste artikler...