God landsholdsweekend for flere af Real Madrid spillerne
Europas store ligaer ligger som bekendt stille sommeren over og så kan det jo være lidt svært at få stillet fodboldsulten henover weekenden. Heldigvis var flere af Real Madrids profiler i kamp for deres respektive landshold og det med overvejende succes.
Spanien spillede to kampe i den forgangne uge. Den første var en venskabskamp mod Costa Rica og Keylor Navas, der spillede alle 90 minutter på grønsværen i Almería. For
Spanien startede Ramos og Carvajal inde, mens Isco blev skiftet ind i løbet af anden halvleg. Spanien vandt 2-1.
I går søndag gjaldt det så den vigtige kvalifikationskamp ude mod Hviderusland i Borisov. Her var Casillas og Ramos at finde i start-11’eren, mens Isco fik det sidste kvarter. Spanien vandt 0-1.
I samme kvalifikationsturnering tog Wales hjemme i Cardiff imod Belgien og her spillede Gareth Bale en afgørende rolle. Waliseren var generelt i stort spillehumør og var da også manden på pletten, da belgierne ikke fik clearet en dødbold. 1-0 blev også kampens resultat og Wales ligger nu lunt i svinget til at booke en EM-billet til Frankrig næste sommer.
I samme kvalifikationspulje som også Danmark befinder sig i, var Portugal med Ronaldo og Coentrão på banen på besøg i den armenske hovedstad Jerevan. Verdens bedste portugiser holdt nok engang hattrick-hof og særligt målet til 3-1 var en sand perle af et langskudsdrøn. Portugal indtager fortsat førstepladsen i deres gruppe.
Frankrig var på besøg i Albanien til en venskabskamp, som Les Bleus i øvrigt tabte med 1-0. Varane spillede alle 90 minutter.
På det sydamerikanske kontinent spilles der i øjeblikket Copa America i Chile. Her spillede Columbia deres åbningskamp mod Venezuela og tabte noget overraskende 0-1. James var på banen i samtlige 90 minutter.
Som optakt til selvsamme turnering spillede Brasilien en opvarmningskamp mod Honduras. Her spillede snart hjemvendte Casemiro alle 90 minutter, mens nyindkøbte Danilo måtte sidde over med en skade. I brasilianernes åbningskamp mod Peru sad Casemiro i øvrigt på bænken hele kampen.
