Víctor Fernández bliver La Fábrica-chef
Ifølge spansk presse har Víctor Fernández takket ja til at blive ansvarlig for Real Madrids La Fábrica-afdeling og den 54-årige ex-træner skriver kontrakt for en 3-årig periode.
Víctor Fernández skal lave en ensrettet struktur for alle holdene i La Fábrica og forstærke klubbens scouting-system.
Embedet har stået ledigt siden Ramón Martínez måtte forlade stillingen omkring juletid på grund af sygdom, men i Víctor Fernández får Real Madrid en stærk mand på positionen, som kan trække på erfaringen fra sine mange år som træner i spansk fodbold og han er faktisk den træner i spansk fodbold-historie, som har fjerdeflest kampe.
Víctor Fernández får assistance af Narcis Juliá, som har fulgt ham i mere end 20 år. Fernández kan dog også få følgeskab af José Aurelio Gay, som står uden job efter lukningen af Real Madrid C.
