Første nederlag i optakts-sæsonen
Real Madrid måtte se sig besejret med 1-0 i Audi Cup af et velspillende Bayern München, som er længere fremme i forberedelserne til den kommende sæson og som samtidig var tættere på at kunne stille i stærkeste opstilling.
Der kan ikke indvendes noget mod tyskernes sejr, som blev sikret med blot to minutter tilbage af kampen, da Robert Lewandowski fandt plads mellem Sergio Ramos og Keylor Navas til at prikke bolden i nettet og sikre at pokalen blev i München.
Forud var gået en kamp, hvor Bayern München var i klart spilovertag, men hvor Real Madrids unge folk viste lovende takter, men hvor det samtidig var tydeligt at der mangler den sidste præcision i afleveringerne for at man kan skabe farlige situationer over for Manuel Neuer.
Derfor var Toni Kroos´ to afslutninger på mål det tætteste Real Madrid kom på måltavlen, hvis man ser bort fra det klare straffespark, som blev begået med Sergio Ramos i første halvleg.
Hos Bayern München var nyerhvervelsen Douglas Costa den store oplevelse og han stod da også bag oplægget til Lewandowski, som burde have afgjort kampen tidligere, da han helt blank foran mål sparkede bolden forbi den ene stolpe.
Real Madrid skal nu forberede sig til den sidste programsatte kamp, som finder sted i Oslo på søndag, hvor modstanderen er Vålerenga.
