Florentino Pérez præsenterede Mateo Kovacic

Florentino Pérez præsenterede i dag nyindkøbte Mateo Kovacic, som er kommet til Real Madrid fra Inter for en sum af 33 millioner €, inklusive diverse klausuler.

Real Madrid-præsidenten havde kun rosende ord til overs for den kroatiske midtbanespiller og han sagde blandt andet:

- Kovacic er en meget ung spiller, men erfaren og med talent til at forstærke dette hold. Han kommer til verdens mest prestigefyldte klub som 21-årig og det bliver en imponerende æra.

Henvendt til Kovacic sagde han:

- Kære Mateo, du er som 21-årig kommet til den mest prestigefyldte og værdifulde klub i verden. Du begynder nu en ny etape, som vil være følelsesladet. Dette er klubben med de 10 CL-titler. At være en del af denne klub er et privilegium, som også kræver utrætteligt ansvar, ydeevne og opofrelse. Dit land, Kroatien, elsker fodbold og du er den 5. kroat (efter Robert Prosinecki, Robert Jarni, Davor Suker og Luka Modric, red.), som bliver en del af Real Madrid. Dette er dit hjem, denne klub vil stå ved din side og tilhængerne vil støtte dig til det sidste, hvis du giver alt for logoet, som din landsholdskammerat Modric har gjort det. Vi er sikre på, at du vil hjælpe os med at blive bedre og med dit talent og offervilje kan du opleve noget exceptionelt, nemlig følelsen af at være en del af Real Madrids historie. Velkommen til dit nye hjem, velkommen til Real Madrid.

Mateo Kovacic har fået en kontrakt af 6 års varighed og han overtager Lucas Silvas trøje nr. 16.

Seneste artikler...