Kampdag nytårsaften
For anden gang inden for kort tid er der kommet ændringer i sæson-programmet i Liga BBVA.
Det spanske fodboldforbund har nemlig besluttet, at spillerunde 17 skal afvikles den 30. og 31. december og spansk fodbold får dermed sin egen Boxing Day som den engelske liga, hvor der er tradition for store overraskelser i resultaterne.
Og netop overraskelse kan man kalde den seneste liga-kamp, som Real Madrid spillede på denne dato, idet man tilbage i 1990 tabte med hele 0-4 til Osasuna efter hattrick fra Jan Urban.
Real Madrid har denne gang hjemmebane mod Real Sociedad.
Baggrunden for ændringen i kampprogrammet er, at man vil forsøge at hjælpe det spanske landshold, som formentlig skal spille EM næste år og give de spanske klubber, som plejer at være repræsenteret i de europæiske finaler lidt ekstra hviledage. Europa League-finalen spilles således den 21. maj, mens CL-finalen spilles ugen efter. Sidste kampdag i La Liga er den 15. maj.
