Sagt efter kampen mod Sporting Gijón - første spillerunde

Der var naturligvis ikke udpræget tilfredshed blandt Real Madrids spillere og ledere, da man i går aftes indledte sæsonen 2015/16 ved at spille 0-0 ude mod nyoprykkerne fra Sporting Gijón.

Alligevel valgte flere at mane til besindighed og fremhæve de gode momenter, som trods alt var i opgøret.

Madridista.dk har samlet et udpluk her:

Sergio Ramos:
- Første halvleg var slet ikke god, men i anden halvleg viste vi mere initiativ. Vi skal ikke tage noget fra rivalerne og det viser blot, at der er flere hold, som fortjener at blive i den bedste række. Jeg skal ikke afgøre, om vi mangler en angriber. Vi er dem, vi er og med denne trup skal vi klare de kommende kampe.

Raphaël Varane:
- Det er ikke den bedste måde at starte på. I anden halvleg manglede vi præcision. Holdet spillede ikke dårligt, men vi kan forbedre os defensivt såvel som offensivt. Vi er stadig under udvikling og det er små detaljer og en smule mere præcision. Det vil komme hurtigt.

Rafa Benítez:
- I første halvleg mistede vi mange bolde og i anden halvleg fik vi flere chancer og vi kunne have vundet kampen. I anden halvleg viste holdet personlighed og karakter. Der manglede lige den sidste aflevering for at komme frem til afslutning, men vi er i begyndelsen af sæsonen og jeg er fortsat optimist.

Emilio Butragueño:
- Vi stod over for et hold med enorm intensitet, som pressede højt og sandheden er, at det var en meget kompliceret kamp. Vi havde dog kontrol over kampen og kunne have skabt større fare foran deres mål, men vi manglede skarphed. Gijón-målmanden var fremragende i flere situationer. Der var straffespark til Cristiano Ronaldo.

Danilo:
- Vi gik efter sejren, men det lykkedes ikke. Vi skal fortsætte med at kæmpe. Vi er bevidste om, at vi ikke spillede godt hele kampen. Der var straffe til Cristiano Ronaldo, men det skal vi ikke bruge mere tid på. Vi skal vinde uden at skele til dommeren.

Gareth Bale, på Twitter:
- Frustrerende resultat, men masser af positive ting, dejligt at være tilbage for #losblancos. Nu er det i arbejdstøjet for at fokusere på at gøre det bedre næste weekend.

Keylor Navas:
- Vi havde kun i tankerne at vinde, vi ønskede at starte La Liga med at vinde og vi søgte sejren og gjorde alt for at opnå det. Vi havde mange chancer, men manglede skarphed for at få bolden i nettet. Denne erfaring vil blive værdifuld i forhold til at blive bedre.

Seneste artikler...