Mål og mangler

Gareth Bale er delt madrilensk topscorer efter en fin indsats i sejren over Betis.

 

Den gode nyhed er, at Real Madrid slog Real Betis med 5-0.

Den dårlige er derimod, at landskampspesten kommer meget ubelejligt. For Rafa Benítez har en kæmpe arbejdsopgave foran sig, hvor hovedoverskriften bliver at få dette Real Madrid-hold til at arbejde som en samlet enhed.

For naturligvis lyder en hel håndfuld som en storslået sejr, men sandheden er, at Real Madrid i hovedparten af kampen famlede som blinde rotter i et køkkenskab, og mere end ofte bragte sig selv i unødige vanskeligheder grundet manglende forståelse for løbemønstre.

Uagtet scoringerne, så var offensiven i flere perioder ibedste fald var tvivlsom, alt i mens defensiven i hovedparten af kampen agerede katastrofalt: Hvis ikke det var Kroos og/eller Modric, der kiksede i opspillet, så var det en af de fire bagerste, der glemte at dække op eller aflevere til en spiller i hvidt. Simpelthen jammerligt.

Allerværst i billedet stod dog verdensstjernen Cristiano Ronaldo, der fortsatte de horrible takter fra kampen mod Sporting, og stadig ligner det spillemæssige resultat af et tvangsægteskab mellem Erik Bo Andersen og Audrey Castañeda. Intet fungerer og andelen af dårlige førsteberøringer, elendige afslutninger og ufornuftige beslutninger overgår klart de positive erindringer.

Ikke på grund af – men på trods af – Cristianos tilstedeværelse, så lykkedes det dog som tidligere angivet for Real Madrid at overgå Betis på måltavlen, og her bør der kippes med hatten for banens med afstand bedste spiller. James Rodríguez. Først med et fremragende frispark til 2-0, og sidenhen med et teknisk genialt saksesparksmål til 4-0. I mellem hans scoringer nettede Benzema, mens det var klubbens vel nok mest udskældte spiller, der åbnede målkontoen for den nye sæson. Gareth Bale udnyttede et fornemt indlæg fra sensationen James Rodríguez, og sikkert pandede bolden i nettet bag Antonio Adán.

Gareth Bale fortjener generelt ros – i lange perioder var waliserens utrættelige arbejdsindsats og energiske drive, det eneste rigtigt farlige i Madrids angreb, og fortsætter de takter, så har Benítez lavet en genistreg ved at placere hurtigløberen centralt i banen. Det mest synlige bevis på potentialet fik man kort før lukketid, hvor Bale hamrende bolden i nettet fra 25-30 meter til slutresultatet 5-0 efter en fin dyb pasning fra indskiftede Casemiro.

At det lykkedes for Real Madrid at holde nullet i endnu et opgør, kan i den grad tilskrives Keylor Navas, der reelt set bør for Florentino Pérez til at overveje at opgive sit prestigeprojekt: købet af David de Gea. For med et reddet straffespark og flere rigtigt gode aktioner, så har Keylor Navas i den grad bevist, at han er mere end kompetent til at være førstekeeper i Real Madrid.

Med sejren er Real Madrids på fire point, og dermed stadig to point efter ærkerivalerne fra Barcelona. Og mens der nu venter en landskampspause, hvor en tv-aftale passende kan aftales og underskrives, så kan alle vi madridistas glæde os til lørdag den 16. september, hvor Real Madrid rejser til Barcelona for at møde Espanyol.


Real Madrid – Real Betis 5-0 (2-0)

1-0 Bale (2’), 2-0 James (39’), 3-0 Benzema (47’), 4-0 James (49’), 5-0 Bale (89’)


Real Madrid
Navas – Marcelo, Ramos, Varane, Danilo – Modric (Kovacic, 74’), Kroos (Casemiro, 64’) –Cristiano, Bale, James – Benzema (Isco, 52’)

Gule kort: Toni Kroos, Varane, Casemiro

Betis
Adan – Molinero (Molina, 45’), González, Pezzella, Piccini – Vargas, N’Diaye (Petros,81’), Xavi Torres, Cejudo – Castro, Dani Ceballos (Digard, 52’)

Gule kort: Vargas, Molinero

Dommer: Hernández Hernández

Kampens spiller: James! Balon d’or vinder inden for de næste tre år.
Kampens detalje: James scoring til 2-0. Hold. Nu. Kæft! Eller den til 4-0!? Vi er i tvivl?
Kampens badebold: Cristiano Ronaldo. Mindede mest om Charles Barkley i starten af Space Jam.

Seneste artikler...