Overblik: Spillere på udlån
En bruger ønskede artikler om Real Madrids udlejde spillere; her kommer den første. Den kommer til at bære præg af, at undertegnede ikke har set synderlig meget fodbold med nedenstående spillere, om end det er blevet til enkelte highlights med eksempelvis Asensio. Men sådan kommer det nok generelt til at være; at det vi ved om Real Madrids udlånte spillere, kommer fra det store internet og dets mange kilder.
Marco Asensio
Real Madrid hentede Marco Asensio ind på en seksårig kontrakt for 3,5 millioner euro i sommers – et lille vidnesbyrd om Kongeklubbens tro på Spaniens – måske – største fodboldtalent netop nu. Parterne blev enige om at leje Asensio ud for at udvikle ham mest muligt; Espanyol bød sig til.
Et skifte såvel Asensio, som Espanyol pt. er ganske tilfredse med. Asensio nyder stor tillid i den mindre Barcelona-klub, hvor han i skrivende stund står noteret for syv kamp og seks oplæg i ti mulige kampe, hvilket har været med til at placere Espanyol lunt i midten af tabellen.
De gentagende overbevisende præstationer i Espanyol-trikoten har også bragt Asensio et skridt videre i landsholdsregi. Således har den offensive midtbanespiller, qua sin opadgående formkurve, repræsenteret det spanske u/21-landshold to gange i efteråret, for hvem han sågar scorede i sin debut.
Der er absolut ingen tvivl om, at Asensio er fremtidens mand, og det bliver spændende at følge spanierens videre udvikling i Espanyol de kommende måneder.
Overblik:
Kampe: 7
Mål: 0
Oplæg: 6
Spilleminutter: 589
Jesús Vallejo
Foruden Asensio var Real Madrid snu nok til at hente endnu en spansk himmelstormer til klubben i sommers, nemlig midterforsvaren Jesús Vallejo. Den kun 18-årige spanier spiller denne sæson på lån i Zaragoza, hvor Real Madrid ligeledes hentede den talentfulde forsvarsspiller.
Jesús Vallejo er en populær herre på La Romareda og trænerens tillid og forventning til kometen er heller ikke til at tage fejl af. Således har Ranko Popovic allerede gjort Vallejo til kaptajn for klubben. I indeværende sæson har Vallejo spillet seks kampe og misset to pga. landskampe.
Om end talentet er uomtvisteligt, er det utænkeligt, at Vallejo allerede for næste sæson er en fast bestanddel af Real Madrids førsteholdstrup. En ny udlejning til barndomsklubben eller en anden spansk klub, hvis ikke Zaragoza formår at rykke op, er mere tænkeligt og bedre for Vallejos fortsatte udvikling.
Overblik:
Kampe: 6
Mål: 0
Oplæg: 0
Spilleminutter: 540
Lucas Silva
Lucas Silva skiftede dels til Marseille for at få spilletid og dels fordi, at Real Madrid valgte Casemiros fremragende udvikling i Porto til og Silvas lille deroute i Real Madrid fra. Direktionsgangene i Madrid sætter sin lid til, at Silva kan lave en ”Casemiro” og vende stærkere tilbage til Real Madrid med mere europæisk erfaring.
Og spilletid har Lucas Silva fået i den franske Ligue 1. Siden sit skifte er det blevet til otte optrædener for det traditionsrige franske mandskab i Ligue 1 og tre i Europa League, hvor han tit og ofte har dannet makkerpar på den centrale midtbane med en anden tidligere Real Madrid-spiller, Lass.
På ti kampe har Lucas Silva således allerede spillet dobbelt så meget fodbold for Marseille, som han gjorde i hele sidste sæson for Real Madrid. Derfor har det personligt været rigtigt at lade sig udlåne, selvom Silvas helt store drengedrøm at slå igennem i Real Madrid. Man skal aldrig sige aldrig.
Overblik:
Kampe: 11
Mål: 0
Oplæg: 0
Spilleminutter: 857
Fabio Coentrao
I lighed med Lucas Silva ville Real Madrids portugisiske venstreback også ud have fast spilletid. Derfor valgte Coentrao at skifte Real Madrid ud med fransk fodbold i Monaco. Den fransk klub valgte endda at lade talentfulde Kurzuwa afhænde til PSG for at få plads til portugiseren.
Spilletid har han fået, men fast mand er Coentrao ingenlunde. Således har han måttet dele spilletiden med den stærke nigerianer, Elderson. Coentraos udlejning skal nok også ses i lyset af, at Real Madrid ikke har nogen interesse i at beholde portugiseren efter endt lejeophold.
Overblik:
Kampe: 6 - tre startere i Ligue 1
Mål: 1
Oplæg: 0
Spilleminutter: 483
Burgui
Castilla-spilleren ville prøve sit talent af på højeste niveau, men har måttet sande, at springet fra Spaniens tredjebedste række til Spaniens bedste række er stort. Måske for stort. Burgui spillede 37 kampe for Castilla sidste sæson, scorede syv mål, lagde op til tre og spillede 2790 minutters førsteholdsfodbold, dog i en lavere række end La Liga. I indeværende sæson er det blevet til syv kampe fra bænken og 165 minutters fodbold.
Hvad der sker med Burgui efter endt lejeophold i Espanyol er svært at spå om. Real Madrid har papirer på venstrekanten til sommeren 2016 og det er nok tvivlsomt, at parterne møder hinanden til en forestående forlængelse af kontrakten.
Overblik:
Kampe: 7 - alle fra bænken
Mål: 0
Oplæg: 0
Spilleminutter: 165
Omar Mascarell
Han var i engelsk fodbold i fjor, hvor han prøvede lykken i Derby. I denne sæson er han udlånt til spanske Sporting Gijón, som frister en tilværelse i den bedste spanske fodboldrække.
Omar har spillet otte af ti mulige kampe – startopstillingen i fire – og kvitteret med et enkelt oplæg. Han spillede ikke første liga-kamp mod Real Madrid og sad på bænken hele kampen hjemme mod Betis.
Omar er en stærk spiller, hvis fremtid nødvendigvis ikke er i Real Madrid. Den centrale midtbane er simpelthen vital i Kongeklubben og her er Omar hverken stærk eller talentfuld nok. Han er dog stærk nok til at begå sig i en spansk midterklub, hvilket han viser i skrivende stund.
Overblik:
Kampe: 8 kampe - fire fra start
Mål: 0
Oplæg: 1
Spilleminutter: 346
Raúl de Tomas
På lejeophold i Cordoba, som pt. sidder på førstepladsen i Segunda Division. Fik i sidste sæson debut for Real Madrids førsteophold i Copa del Rey og spillede en hæderlig sæson for Castilla, hvilket fik det nuværende førerhold i Segunda til at hale Tomas i land.
Det er dog en anden angriber, der løber med opmærksomheden i Cordoba i øjeblikket, nemlig topscoren Andone. Tomas er dog startet inde i fem kampe og har da også scoret sit første mål for Cordoba mod Bilbaos andethold.
Raúl de Tomas har talentet til La Liga-bold, men ikke i Real Madrid. Det skal dog blive interessant at følge, om han kan være med til at spille Cordoba op i La Liga denne sæson med et mesterskab.
Overblik:
Kampe: 8 - seks fra start
Mål: 1
Oplæg: 0
Spilleminutter: 506
