Referat: Blod, sved og tre points

Cristiano Ronaldo var banens dårligste i en kamp, hvor der ellers ikke manglede kandidater til den udnævnelse.

Der er ikke grund til bortforklaringer. Aftenens kamp på Estadio Santiago Bernabeu bød i perioder på en fornærmende tandløs indsats fra et hjemmehold, som bestemt må sende en tak til Paris Saint-Germains unge keeper Kevin Trapp, for den ufortjente førsteplads i Champions Leagues Gruppe A.

For var det ikke for en usædvanlig brøler af Kevin Trapp, som gav indskiftede Nacho muligheden for at kæle en inderside i kassen, så var det aldrig blevet til tre points for et svagt hjemmehold.

Real Madrids indsats var kendetegnet ved dårlige clearinger, svage boldtab og et ikke-eksisterende presspil, hvor særligt Cristiano Ronaldo brillerede med en dovenhed som kun brasilianske Ronaldo kunne slippe afsted med. Offensivt var Rafa Benitez’ eneste gode beslutning at sætte Lucas Vazquez ind i anden halvleg. Den unge galicer var ikke fantastisk, men bragte dog noget af den energi og timing man ellers savnede hos særligt Jesé.

Defensivt stod det centrale forsvar med Ramos og Varane generelt stærkt. Selv to verdensklasse forsvarsspillere kommer dog i problemer, når særligt højresiden slet ikke tænker defensivt. Mere end en håndfuld store chancer blev det således til for Laurent Blancs tropper, men særligt Edinson Cavani var en dyr mand, da han brændte flere kæmpe-chancer. Den ene gang det lykkedes uruguayaneren at passere en godt spillende Navas i Madrid-målet reddede et hidsigt Varane-returløb over 90 meter bolden på stregen.

Når det ikke var Varane og Navas som stod i vejen for de mange PSG-angreb, var det træværket. Flere gange lykkedes det blandt andre Rabiot og en stærkt spillende Angel di Maria at blive afvist af opstanderne.

Foruden de mange chancer til udeholdet og den fornærmende indsats af et hjemmehold, der tydeligt er presset på ressourcer i disse skadesramte måneder, vil kampen mest blive husket for at Isco spillede det meste af kampen med en ordentlig omgang klister i hovedbunden, efter han i første omgang slog hovedet sammen med Matuidi, i en situation som sendte et gys igennem de fleste som har prøvet den slags.

Derudover kan det noteres at det blev til endnu en muskelskade, da Marcelo efter en halv time måtte udgå. De første meldinger går på en forstrækning i baglåret, men brasilianeren bliver undersøgt yderligere i morgen.

Kampfakta

Real Madrid 1-0(1-0) Paris SG
1-0: Nacho (35’)

Gule kort:
Casemiro, Navas (Real Madrid)
Aurier, David Luiz (Paris SG)

Røde kort:
Ingen(Real Madrid)
Ingen (Paris SG)

Dommer:
Mark Clattenburg

Real Madrids hold: Navas; Danilo, Ramos, Varane, Marcelo (Nacho, 33’); Modric, Casemiro, Kroos; Isco (Kovacic, 82’), Jesé (Lucas Vazquez, 63’), Cristiano Ronaldo

Paris SGs hold: Trapp; Aurier, Silva, David Luiz, Maxwell; Verratti (Rabiot, 17’), Motta, Matuidi (Lucas, 75’); Di Maria, Cavani, Zlatan Ibrahimovic

Kampens spiller: Angel di Maria. I mangel af kandidater fra hjemmeholdet fortjener den vævre argentiner prisen en sidste gang.
Kampens badebold: Cristiano Ronaldo.
Kampens detalje: At Cristiano Ronaldo trods alt ramte målet på et frispark i dag.

Seneste artikler...