Optakt Real Madrid - Getafe
Real Madrid spiller til middag hjemme mod Getafe i den spanske liga og det er en kamp, som vil komme til at fungere som optakt til den kommende uges Copa del Rey-semifinale mod Barcelona.
Samtidig er det den helt store eksamen for Antonio Adán, som skal slå sit navn fast som førstemålmand i denne lange periode, hvor Iker Casillas er ude af spillet.
I forsvaret er Sergio Ramos tilbage og han får dermed lidt kamptræning, inden han skal afsone sin sidste karantænedag og for Coentrao gør det sig også gældende, at han får spilletid i dag og er ude på onsdag mod Barcelona.
Til gengæld er Ángel di María tilsyneladende ikke med i startopstillingen, selv om han også afsoner karantæne mod Barcelona, men måske skal det ses som en straf for hans tåbelighed og det vil i givet fald være fuldt fortjent og på sin plads.
Herudover ser Real Madrid ud til at være i stærkest mulige opstilling.
Getafe-træner Luis García ser ud til at have en overraskelse i ærmet ved at have Pablo Sarabia i startopstillingen og det tidligere stortalent i Real Madrid får dermed en sjælden chance for spilletid i Getafe, hvor hans karriere er gået fuldstændig i stå.
Han bliver dermed en del af en offensiv bestående af Diego Castro, Gavilán og Colunga, som på en god dag godt kan give Real Madrids defensiv lidt at arbejde med.
Luis García har på forhånd lovet, at Getafe kommer til Estadio Santiago Bernabéu for at gå efter sejren og den lille madrilenske forstadsklub har før gjort livet besværligt for Real Madrid, så det er bestemt en opgave, som skal tages seriøst.
Getafe er dog uden sejr i de seneste otte Liga BBV-kampe og dagens opgør bør ikke stoppe den negative stime.
Real Madrids forventede hold: Adán, Arbeloa, Varane, Ramos, Coentrao, Khedira, Xabi Alonso, Özil, Callejón, Cristiano Ronaldo, Higuaín.
Getafes forventede hold: Moyá, Valera, Rafa, Alexis, Miguel Torres, Xavi Torres, Michel, Castro, Gavilán, Sarabia, Colunga.
