Den ubrugelige sejr

 

Real Madrid bliver muligvis taberdømt, da Denis Cheryshev ikke har afsonet den karantæne, han fik under sit lejeophold i Villarreal. Bliver Real Madrid kendt skyldig i brug af en ulovlig spiller fastslår artikel 76 i de spanske  fodboldbestemmelser, at holdet skal ekskluderes fra turneringen.

Nedenstående referat tager ikke højde for denne mulige konsekvens.

Naturligvis er det et velkendt faktum, at disse udekampe mod lavere rangerende hold sjældent bliver fodboldmæssige perler, og denne aften var så absolut ingen undtagelse. Men med en stjerneparade af fodboldprofiler siddende i Madrid, skulle man dog alligevel synes, at motivationen for at overbevise Rafa Benítez om, at man som perifær Madrid-spiller burde rykke nærmere grundstammen ville gøre i det mindste en smule ved indsatsen.

Men lad det bare være sagt med det samme:
Det var et fåtal af aftenens startende 11, der for alvor bør gøre sig forhåbninger om at være faste bestanddele på holdkortet. Dertil var præstationen simpelthen for svingende.

For mens Isco og James viste sig frem og var med i langt de fleste farlige Madrid-angreb, så var der for lidt konsekvens hos Denis, for meget opportunisme ved Jesé og manglende slutprodukt hos Vázquez. Det samme kan
siges om midteraksen med Casemiro og Llorente, for selvom ingen af de to spillede decideret dårligt, så blev det aldrig den midtbanedominans, man ellers kunne have forventet.

Rent defensivt var det tydeligt, at samspillet og forståelsen fortrinsvis var fraværende, samt at Arbeloa skal overveje sin fodboldmæssige metier og stoppe karrieren senest til sommer. Når man mod et hold i Cádiz’ forfatning stadig smider nemme bold, glemmer at dække op og mest af alt vil blive husket for sin manglende beslutsomhed, så peger meget i retning af, at karrieren er ved at gå fra efterår til isvinter.

At Real Madrid så alligevel vandt med 1-3 skyldes ikke så meget gæsternes formåen, som hjemmeholdets manglende ditto. For selvom Cádiz havde et par optræk til farlige muligheder, så sad man aldrig rigtigt og frygtede, at
kampen ville tippe til modstanderens favør.

Scoringen af Isco og så Denis, der kan ende med at blive tidernes største syndebuk, gjorde udslaget i en kamp, der formentlig ikke vil blive husket for de relativt få højdepunkter på grønsværen.


Cádiz - Real Madrid 1-3 (0-1)
0-1 Denis (3’), 0-2 Isco (65’), 0-3 Isco (74’), 1-3 Marques (88’)

Cádiz:
Ballesté – Tomás, Josete, Aridane, Cristian – Mantecón, Garrido – Pavez, Lolo, Salvi – Cuero (Guiza, 71’)

Real Madrid:
Casilla – Arbeloa, Nacho, Pepe (Tejero, 89’) – Casemiro, Llorente – Denis (46’ Kovacic), Isco, James (Lienhart, 77’), Vázquez - Jesé

Gule kort: Lolo (Cádiz)

Kampens spiller: James. Colombianeren er måske nok på 75 procent af sin fysiske formåen, men for pokker hvor er han bare en nydelse.
Kampens detalje: James’ aflevering til Denis’ 1-0-scoring.
Kampens badebold: Hele den sportslige sektor. Pisse-nisser! Det sådan noget, der sker i Hobro! (Og så Denis for at glemme, at han vist nok havde fisket en karantæne til sig!) (Derudover spiller Arbeloa som en pose daggamle pebernødder)

Seneste artikler...