Zidane bringes i spil som ny træner
Det helt store samtaleemne i spansk presse i dag er spekulationerne om, at Zinedine Zidane er kraftigt i spil som snart kommende afløser for den heftigt kritiserede Rafa Benítez.
Real Madrids sportslige ledelse fastholder, at Rafa Benítez ikke er problemet, men derimod løsningen, men kritikken i spansk presse er stærkt tiltagende og mange mener, at kampen mod Valencia straks i det nye år bliver Benítez´ sidste chance for at bevise sit værd.
Zinedine Zidane selv er ikke umiddelbart fortaler for at blive førsteholds-træner på nuværende tidspunkt. Han vil hellere følge arbejdet på sidelinjen og koncentrere sig om at sikre Real Madrid Castilla oprykning, men han menes også at ville ende med at acceptere et tilbud, hvis det er Real Madrid-ledelsens ønske.
