Florentino Pérez vil have sportsdirektør

Florentino Pérez skal angiveligt have begivet sig ud i jagten på en ny sportsdirektør.

Den stilling har stået vakant siden først Jorge Valdano og siden Miguel Pardeza måtte forlade jobbet af forskellige årsager, men det har efterhånden stået klart i nogen tid, at der mangler et bindeled mellem Real Madrid-truppen og Real Madrid-ledelsen.

Ifølge spanske El Larguero er der to kandidater, nemlig Fernando Hierro og Pedja Mijatovic.

Fernando Hierro var i sidste sæson assistent for Carlo Ancelotti og han menes ikke umiddelbart at være interesseret i at vende tilbage, selv om han var et oplagt emne efter sin tid som sportsdirektør i det spanske fodboldforbund, RFEF.

Pedja Mijatovic var sportsdirektør under Ramón Calderóns ledelse, men her kan Florentino Pérez også løbe ind i problemer med at overbevise montegrineren om, at han skal være en del af det sportslige projekt i den nuværende ledelse.

Real Madrids jagt på en sportsdirektør synes dog at være reel og forhåbentlig kan man snart præsentere en ny mand til jobbet.

Seneste artikler...