Klart nederlag til Real Madrid Castilla

Real Madrid Castilla løb ind i et klart og fortjent nederlag i aftenens Mini-Clásico mod Barcelona B på Mini Estadi, hvor 16.000 tilskuere havde fundet vej.

 

Alberto Torils tropper kom ellers godt fra start i opgøret og burde have bragt sig i front, da Juanfran fik afsluttet i kampens 9. minut, men Real Madrid Castilla fortsatte ufortrødent og kom frem til de største chancer i et opgør, som viste hvorfor de to hold har et ry for at tænke væsentligt mere i offensiven end i defensiven, som ofte var mere hullet end en schweizisk ost.

 

Real Madrid Castilla fik belønning for anstrengelserne efter 35 minutters spil, da Álvaro Morata tæt under mål kunne heade føringen i nettet. Herefter havde begge hold gode muligheder for at score og Barcelonas Sergio Araujo måtte se et godt forsøg pareret af Tomás Mejías, som stod en flot kamp.

 

Den argentinske angriber, som Real Madrid havde forkøbsret på, inden han skiftede til Barcelona, skulle dog få en afgørende rolle i anden halvleg, såvel negativt som positivt, hvis man ser det med catalanske briller.

 

Først blev han hovedperson i den negative hændelse, som førte til udvisning af Álex Fernández. I et sammenstød mellem de to, valgte den argentinske angriber at sparke ud efter Álex og da den catalanske angriber rejste sig, blev han skubbet hårdt i brystet af Real Madrid-spilleren. Desværre så dommeren kun den sidste hændelse og så var det korrekt rødt kort til Álex.

 

Med en mand i undertal, blev det en umulig opgave for Real Madrid Castilla, som i de sidste 35 minutter blev spillet ned under græstæppet og to gange inden for fem minutter scorede Araujo, inden Barcelonas stortalent, Deulofeu, scorede på straffespark til slutstillingen 3-1.

Seneste artikler...