Fokus på spillerne
Mens stort set alle har travlt med at lægge al skylden for Real Madrids problemer over på Rafa Benítez, vender klubbens sportslige ledelse i stedet blikket mod spillertruppen, hvor man kræver at de magtfulde og løntunge spillere påtager sig et langt større ansvar på og uden for banen og dermed viser sig egnede til at have den magtfulde position i verdens største klub.
I første omgang drejer det sig om anfører Sergio Ramos, Cristiano Ronaldo, James og Gareth Bale.
For sidstnævntes vedkommende vil man gerne have, at han viser mere på banen, idet man fortsat betragter ham som en vital spiller og derfor vil man have mere af de kvaliteter, som han viser for Wales, så han også bliver en reference i klubben.
I forhold til Ramos, Cristiano Ronaldo og James ønsker Real Madrid, at anførerne og de løntunge spillere går forrest i forsvaret af klubben i krisetider, både i forhold til den kritiske presse, men også i forhold til at hjælpe Rafa Benítez og her skal spillerne fylde meget mere i deres udtalelser og handlinger.
