Slut på 2015 med sejr
Rafa Benítez stod her til eftermiddag i spidsen for sin 24. skæbnekamp, da Real Madrid hjemme tog imod Real Sociedad i årets sidste kamp.
Kampen blev vundet med 3-1, men man sidder tilbage med lidt blandede følelser, for konklusionen er nok at Real Madrid igen måtte have fat i dommerens adresse for at kunne sende ham et venligt nytårskort for nogle tvivlsomme kendelser, som gik Real Madrids vej og så gjorde det ikke opgaven lettere for baskerne, at de allerede i første halvleg blev tvunget til to udskiftninger.
Men hvordan havde konklusionen været, hvis Real Madrid havde haft fordums træfsikkerhed og havde omsat de 4 gigantchancer, som man tilspillede sig i kampens første 8 (!) minutter?
For det er nemlig et faktum, at Real Madrid igen vadede i chancer og med allerstørste lethed kunne have fjernet enhver tvivl om udfaldet, men i stedet kom man til at løbe mange forgæves meter mod et heroisk fightende Sociedad-hold.
Cristiano Ronaldo var den store synder i første halvleg, hvor han først brændte en kæmpe chance helt fri foran mål i kampens start og efter 24 minutter fik han og Real Madrid foræret et straffespark, da Benzema dejsede om i feltet. Det plejer at være barnemad for Cristiano Ronaldo at omsætte den slags til mål, men dagens første forsøg fra 11 meter-pletten blev høvlet ud blandt de tilhængere, som ikke har ham på julekort-listen og straks kvitterede med hån mod portugiseren.
Tre minutter før pausen fik Cristiano Ronaldo dog en ny chance over for banens bedste, Rulli, og denne gang svigtede han ikke og dermed kunne Real Madrid gå til pausen efter en halvleg, hvor Gareth Bale var klart bedst.
Lige inden pausefløjtet var Bruma blevet indskiftet for Real Sociedad, da evigt uheldige Canales kom til skade med sit ben. Den lille portugiser har brugt juledagene på at fortælle spansk presse, at Real Sociedad skal være et springbræt til en af de store klubber i spansk fodbold. Den slags udtalelser skal helst følges op af præstationer på banen og der var da også kun gået et par minutter, før han modtog bolden lige inden for straffesparksfeltet og genialt smækkede den op i krydset, mens Keylor Navas kunne se chanceløst til.
Det var bestemt ikke den start, som Real Madrid og Rafa Benítez havde ønsket sig på anden halvleg og nervøsiteten forplantede sig til spillet på banen, hvor Real Sociedad fik mere og mere plads på midtbanen. Det fik Rafa Benítez til at reagere ved at pille en næsten usynlig James Rodríguez ud, hvilket ikke behagede publikum alverden, men ind i mellem kan en defensiv indskiftning betyde en masse for det offensive og selv om det kun til dels lykkedes i dag, så gik der ikke længe før Cristiano Ronaldo viste sine kvaliteter, da han drejede rundt og sparkede bolden ind bag Rulli, som for en gangs skyld var chanceløs.
Det gav ro til indskiftningen af Lucas Vásquez, som fik en sjælden chance til at vise sine kvaliteter og han kvitterede i slutminutterne med at lukke og slukke 2015 med sin scoring til 3-1.
Real Madrid indleder 2016 med en svær udekamp mod Valencia og det vil være en gevaldig hjælp, hvis Real Madrids spillere dropper champagnen og i stedet prøver en "udnyt-chancerne"-eleksir.
Kampfakta:
Real Madrid - Real Sociedad 3-1 (1-0)
1-0 Cristiano Ronaldo (42., str.)
1-1 Bruma (48.)
2-1 Cristiano Ronaldo (68.)
3-1 Lucas Vázquez (88.)
Tilskuere: 70.000
Dommer: González González.
Gule kort: Pepe, Nacho (Real Madrid), Carlos Martínez, Yuri (Real Sociedad)
Røde kort: Ingen.
Real Madrids hold: Keylor Navas, Danilo, Pepe, Nacho, Marcelo, Kroos, Modric (Casemiro, 88. min.), James (Kovacic, 59. min), Bale, Cristiano Ronaldo, Benzema (Lucas Vázquez (76. min.).
Kampens spiller: Gareth Bale. Chanceskabende og med masser af hurtighed på fløjen. Præcis som han skal spille.
Kampens badebold: Danilo. Han virker fortsat som lidt af et fremmedlegeme på holdet og træffer ind i mellem nogle mærkværdige beslutninger.
Kampens detalje: Der skal nok være dem, som opfinder at det er Rafa Benítez´ skyld, men hvor kunne det dog være befriende at se tidligere tiders træfsikkerhed fra de forreste i almindelighed og Cristiano Ronaldo i særdeleshed.
