Cristiano Ronaldo uden mål i de store kampe
Sådan ser Cristiano Ronaldo ofte ud - i de små kampe, som eksempelvis her mod Espanyol, hvor han tegnede sig for 5 af sine foreløbig 14 mål i La Liga.
En opgørelse her på Madridista.dk´s debat-forum i dag viser, at Real Madrid kun har opnået 5 af 18 mulige points mod de 6 store hold i La Liga, hvor man har mødt de 5 af holdene på udebane.
Det kan der naturligvis være mange grunde til, men spanske AS bringer i dag en artikel om, at Cristiano Ronaldo slet ikke har scoret i de otte store kampe, som Real Madrid har spillet i denne sæson (de to CL-opgør mod Paris SG inkluderet).
Den portugisiske bomber er ellers noteret for 25 mål i denne sæson, hvor han er suveræn topscorer i Champions League med 11 mål i de første 6 kampe, eller skal vi sige 4 kampe, for som nævnt scorede han ikke i de to opgør mod Paris SG, mens det blev til 5 mål mod Shakhtar Donetsk og 6 mål mod Malmö.
I La Liga er Cristiano Ronaldo på en delt andenplads med 14 scoringer. Samme antal har Neymar, mens Luis Suárez er noteret for 15 mål, men de to Barcelona-spillere har en kamp i hånden til at lægge yderligere afstand.
Real Madrid har spillet 18 kampe, hvoraf opgørene mod Atlético Madrid, Ath. Bilbao, Barcelona, Sevilla, Valencia og Villarreal må betegnes som de store opgør, men i ingen af disse kampe har Cristiano Ronaldo markeret sig som målscorer og hans 14 mål er derfor fordelt i de resterende 12 kampe.
