Real Madrid kom, så og bestod
(Ny Madridista.dk mener)
Onsdag aften var det eksamenstid. Ovenpå en turbulent periode med alt fra muldvarpe til 0-5-sejre og bunkevis af skader, var Real Madrid nødt til at vise sin styrke onsdag aften på Estadio Santiago Bernabeu - alt andet end en god indsats ville sende Mourinhos Real Madrid i en nærmest uoverskuelig krise. Sådan gik det heldigvis ikke.
Med et forsvar bestående af den altid solide højre back Arbeloa i venstre side, 19-årige Varane, den 15 år ældre Carvalho og midtbanespilleren Essien i højre side, var det selvsagt ikke en skræmmende defensiv de hvidklædte kunne fremvise kl. 21.00 i går. Bag denne, på papiret, ordinære forsvarskæde, var Diego Lopez, som indtil i fredags var reservekeeper i "selveste" Sevilla, ikke just skræmmende.
Dette er dog Real Madrid, hvorfor undskyldninger ikke kan bruges. Derfor var det også nødvendigt at skaffe et brugbart resultat, selvom modstanderen var FC Barcelona. Ydermere skulle holdet vise, at man på trods af en dårlig første halvdel af sæsonen, ikke blot kan spille op med, men også slå ethvert klubhold i verden.
Op til kampen var ét spørgsmål på alles læber. Vil Mourinho stille med to eller tre på den centrale midtbane? Vil han gribe kampen an, som for et par år siden, da man kujonagtigt stillede op og forsvarede i 90 minutter - eller ville man spille kampen som Real Madrid bør, og angribe Barcelonas svage sider. I går viste Mourinho cojones og valgte den sidste løsning. Respekt for det!
For den neutrale fodboldfan må det have været 90 minutter i fodboldhimlen, en kamp der var verdens to største klubber værdig og alligevel blot fungerer som spændingsopbygning til returopgøret d. 27. februar på Nou Camp. For os madridistas var det derimod opgøret som for alvor gav os håb og mod på denne sæson. For på trods af snak om offentlige hemmeligheder, portugisiske kliker, overdådigt udseende journalister og en ualmindeligt lang skadesliste, så rejste Real Madrid sig og viste den stolthed som kendetegner verdens smukkeste klub. Nuvel, Barcelona havde bestemt også deres chancer, men med mere skarphed i omstillingsspillet og foran mål, kunne Cristiano Ronaldo og co. godt have scoret tenniscifre i går.
Det bedste ved det hele var dog denne 19-årige skønhed af en franskmand. Midt i første halvleg var han redningsmanden på stregen efter en tilbagelægning fra Carvalho som end ikke var serie 6 værdig, kort efter udsprintede franskmanden en lille ligegyldig, og tydeligvis ikke hurtig nok, argentiner, hvorefter Varane med lethed spillede bolden frem til midtbanen. Ikke nok med dette, da Real Madrid havde allermest brug for det, blev verdens største forsvarstalent - andet kan han ikke omtales som, efter denne fænomenale kamp - fremme efter et hjørnespark, hvorefter han sprang højere end både Pique og Puyol, inden pandebrasken blev sat på et fremragende indlæg. 1-1.
Sådan blev resultatet af en fantastisk fodboldkamp. Et resultat, som på papiret ikke er fantastisk og ikke gav den sejr, som havde været helt fantastisk. Alligevel gav opgøret fornyet håb. Håb forud for en periode med Champions League-slutspil og returkamp på Nou Camp. Alt dette kan vi takke et 19-årigt pragteksemplar af en forsvarsspiller for. Mage til overlegent forsvarsspil skal man lede længe efter, og så endda med en elegance, der må gøre selv Zizou stolt.
Derfor bestod Real Madrid i går den første eksamen i 2013 uden at sejre. De vigtigste eksamener ligger ikke desto mindre i de kommende måneder. Forhåbentlig vil De Hvide Engle overvinde enhver modstand og bringe La Décima hjem til Madrid.
Hala Madrid!
Christian Hansen
