Gareth Bale kostede 100.759.417 €
Internet-portalen Football Leaks har offentliggjort det, der angiveligt er Gareth Bales kontrakt med Real Madrid og her viser det sig, at waliseren er omkring 10 millioner € dyrere end først opgivet.
Helt præcist har Gareth Bale kostet Real Madrid 100.759.417 € og ikke 91 millioner €, som klubberne ellers offentliggjorde prisen til i 2013.
I kontrakten fremgår det, at Real Madrid kunne vælge mellem to betalingsformer. Den første var at betale hele beløbet på en gang og senest 15 dage efter offentliggørelsen af købet af Gareth Bale og i den forbindelse skulle Real Madrid betale 87.010.350 €. Den anden var at betale beløbet i 4 rater, hvor man hver gang skulle betale 24.935.895 €. Første rate skulle betales senest 10 dage efter offentliggørelsen af købet og de 3 efterfølgende rater skulle betales hver den 24. juli i 2014, 2015 og 2016, alt i alt 99.743.542 og med renter altså 100.759.417 €.
Real Madrid forpligtede sig samtidig til at betale Tottenham yderligere 11.750.000 €, såfremt man solgte Gareth Bale til en engelsk klub frem til den 1. september 2015 og samtidig skulle Tottenham have en forkøbs-ret til at hente ham tilbage, hvis der kom tilbud fra andre klubber.
Dermed er Gareth Bale den dyreste spiller i verden i en handel direkte mellem to klubber uden tredjeparter.
