Zidane vender ryggen til nyindkøb
Zinedine Zidane har kun stået i spidsen for Real Madrid i to kampe, men spansk presse har alligevel bemærket, at den franske legende ikke har gjort brug af sommerens tilgange, hvis man lige ser bort fra de 25 minutter, som Kovacic fik i sidste spillerunde mod Sporting Gijón.
Men ser man på spillerne, er der måske en fornuftig forklaring på det, for målmand Casilla har gennem hele sæsonen været det klare andetvalg, mens russiske Cherychev aldrig har fået chancen. På den centrale midtbane har Casemiro ikke været et emne til to – på papiret – lette hjemmekampe, hvor Zidane gerne ville henrykke publikum med offensivt spil for at give sig selv og holdet en god start. Af samme grund har Kovacic måske også været skubbet lidt i baggrunden.
Danilo har kun i glimt vist sit værd og Carvajal har overtaget pladsen med overbevisende spil.
Så er der Lucas Vázquez og han kan måske opfattes som den foreløbigt store taber i træner-skiftet, idet han er gået fra at være ofte benyttet af Rafa Benítez til slet ikke at være udtaget i den ene af de to kampe, som Zidane har haft som træner.
Det er naturligvis for tidligt at drage konklusioner, men det bliver spændende at følge, hvordan Zinedine Zidane vil sikre brugen af hele spillertruppen i et hektisk forår, hvor der ikke er plads til fejltrin.
