Lucas Silva var tæt på Anderlecht-skifte

Lucas Silva var tæt på at skifte sit lejemål i Marseille ud med et tilsvarende i belgiske Anderlecht, men i sidste ende valgte han at blive i den sydfranske klub, selv om livet ikke har været nogen dans på roser der.

Brasilianeren kom til Real Madrid fra Cruzeiro for en pris af 14 millioner € sidste januar, men da Casemiro blev hentet tilbage i sommer, kom han pludselig i overskud på grund af udlændingekvoten på 3 mand (de to andre er Danilo og James) og derfor valgte man at udleje ham for denne sæson.

Efter en udmærket start er det dog gået støt og roligt ned af bakke for Lucas Silva, som for nylig måtte tage den tvivlsomme ære at komme på France Footballs hold over de dårligste spillere i Ligue 1 og der gik endda rygter om, at Marseille ville returnere ham til Madrid.

I stedet bød Anderlecht sig til som en mulighed, som altså ikke blev til noget og Lucas Silva fortsætter nu sæsonen ude i Marseille, inden han returnerer til en særdeles uvis fremtid i Real Madrid til sommer.

Seneste artikler...