Optakt: Jagten på udebanesucces

Zizou har endnu ikke vundet på udebane. Forhåbentlig bliver det ændret i aften.

Siden Zinedine Zidane i starten af januar overtog styringen af Real Madrid, har Kongeklubben buldret afsted hjemme på Estadio Santiago Bernabeu, med en målscore på 16-1 i tre kampe. Omvendt kneb det i den ene udekamp mod Real Betis, hvor et tamt Real Madrid-hold måtte nøjes med 1-1.

Derfor er aftenens opgør i Granada ikke helt ligegyldigt. En sejr for Zizous tropper er selvfølgelig en klar forventning, når man møder et af ligaens absolutte bundhold, men signalværdien af en god indsats vil være væsentlig. Her tænkes ikke kun på resten af ligaen, som nok desværre er afgjort, men særligt på væsentligheden af at spille godt på udebane, når man møder de større hold i Champions League.

Med undtagelse af skadede Gareth Bale, Pepe og flopkøbet Danilo, kan man i Madrid-truppen glæde sig over at have alle mand klar til aftenens kamp. Dermed forventes det også at James Rodriguez får endnu en chance for at vise sit værd. Colombianeren har ellers ikke været prangende i denne sæson, men viste endelig bedre takter i sidste weekend med både mål og assist. Sidste sæson scorede netop James to kasser i Granada, blandt andet et fantastisk langskud fra kanten af feltet.

Aftenens hjemmehold er anderledes skidt kørende. Således har man tabt fem af de seneste seks kampe og kun scoret i to af disse opgør. Netop målene er det store problem for Granada, som blot har nettet 24 gange i sine hidtige 20 La Liga-kampe.

Mest bemærkelsesværdige spiller hos Granada er den blot 20-årige nigerianer Isaac Success, der har været et af få lyspunkter hos bundholdet. Kantspilleren har scoret fire gange i sæsonen og vil med sine dribleevner og fart konstant udfordre Madrids backs. Herudover har den blot 18-årige lejesvend Adalberto Penaranda efterhånden kæmpet sig på holdet med fire mål i december og januar. Venezuelaneren som er lånt i Watford bliver også interessant at følge, såfremt han får spilletid i aften.

Af andre interessante spillere er den tidligere Castilla-profil Fran Rico værd at nævne, ligesom også David Barral, Edgar og reservemålmand Jesús Fernández har en fortid i Real Madrids ungdomsafdeling.

Kampen fløjtes i gang klokken 20.30 og kan følges på 6'eren.

Real Madrids forventede hold: Keylor Navas, Carvajal, Ramos, Varane, Marcelo; Modric, Kroos, Isco; James, Benzema, Cristiano Ronaldo

Seneste artikler...