Real Madrids sorte aftener mod italienske hold
Real Madrid er rejst til Den Evige Stad for at tage et endeligt opgør med Den Evige Pestilens.
Det er nemlig 29 år siden, at man sidst har klaret et knald- eller fald-opgør mod et italiensk hold. Nedturen startede med et brag, da Real Madrids legendariske La Quinta del Buitre-hold blev nedlagt af Milan med 5-0 og dermed missede finalen i den daværende Mesterholdenes turnering.
To år senere gik det galt igen, da Milan vandt 2-0 efter at have tabt 1-0 i den spanske hovedstad.
Torino, som havde deres storhedstid i 90erne, blev endestation for Real Madrid i sæsonen 1991/92, hvor Real Madrid vandt 2-1 hjemme, men tabte med 2-0 ude.
Herefter kom Torinos bysbørn og den virkelige onde ånd på banen. I sæsonen 1995/96 vandt Real Madrid 1-0 hjemme, men tabte 2-0 ude og i sæsonen 2002/03 gik det ud over Vicente del Bosques tropper, som vandt 2-1 hjemme og led et nederlag på 3-1 ude. De var også banemænd to år senere, da Wanderlei Luxemburgo tabte til Fabio Capello med samlet 2-1 efter forlænget spilletid og Den Gamle Dame var også sidste stop for Real Madrid sidste år i semifinalen.
Og så skal vi såmænd huske aftenens modstander, AS Roma, også. De var banemænd i sæsonen 2007/08, hvor Real Madrid tabte begge opgør med 2-1.
Måske er ottende gang lykkens gang for Real Madrid.
