Referat: Flere plusser end minusser
Casemiro var en af kampens helt store profiler og leverede den balance Real Madrid i den grad har sukket efter.
Stakkels Celta fik ikke så meget som et støtteben til grønsværen og blev overløbet i stort set samtlige 90 minutter af lørdagens klokken 16-opgør, hvor Real Madrid slagtede gæsterne med hele 7-1, hvilket giver Zidane arbejdsro frem mod Champions League-opgøret mod Roma.
Indrømmet. Det var med en vis nervøsitet i kroppen, at man noterede sig, at Real Madrid var uden profiler som Kroos, Modric og Benzema til lørdagens hjemmekamp mod formstærke Celta, men reserverne stemplede ind i en sådan grad, at det bliver svært at komme udenom et par stykker af dem i de kommende kampe.
Et af de helt store plusser i karakterbogen står ud for den fem-stjernede Ninja Turtle-klon Casemiro, der virker som den spillertype, som Madrid har sukket efter i løbet af de seneste par måneder. For med sult som Michelangelo efter en ansjospizza og med flyvefærdigheder som Leonardo var Casemiro allestedsværende og leverede slagkraftige tacklinger, der var med til at vinde slaget om midtbanen for madrilenerne.
Også Cristiano Ronaldo – der til trods for et par typiske attitude problemer (nej, du blev ikke snydt for straffespark!) – var en oplevelse. Portugiseren scorede på frispark – wait what? – tornede et langskud ind fra over 30 meter, pandede et veltimet hovedstød bag Blanco og scorede et tap-in fra målfeltet. Og selvom vi jo alle godt ved, at det sidste mål ikke tæller sådan rigtigt, så var det alligevel en flot præstation af portugiseren, der med lidt held sagtens kunne have scoret et par gange mere.
Tilsvarende glædeligt var det, da et par ellers skrøbelige britiske fodboldben entrerede fodboldbanen – for udover at Bale selvsagt bliver vigtig de kommende måneder, så startede waliseren med et par sprinter og nogle fine indlæg, inden han med ti minutter før tid placerede en fræk afslutning i nettet. Det lover godt. Lige så godt ser det ud med Danilo, der nærmest virker bedre på venstre back end højre og endnu en gang viste sig som en fuldgod erstatning for Marcelo, der fik en smule spilletid i kampens sidste kvarter.
Spilletid fik også Jesé og han gjorde hvad mest af alt overmatchede Mayoral ikke magtede. Scorede. Det var da også en herlig, aggressiv jubelscene fra Jesé, der med rette bør føle sig vred over, at Zidane satser på Mayoral over
Jesé, der ellers har set godt ud den seneste tid.
Men alt er stadig ikke lut og Othello-kage for nystartede Zidane, der i den grad skal have afstemt det centrale forsvar for selvom man ikke kommer langt med ’hvis’er’, så er det klart, at havde Aspas udnyttet sin kæmpechance i starten af kampen, hvor han i stedet for at score, headede på tværribben, så kunne opgøret have set helt anderledes ud. Selvsamme problematik med kommunikation i de bagerste geledder var da også medvirkende til, at Aspas lidt for let overløb Ramos og Pepe og elegant chippede bolden over Keylor Navas. Pepe kan dog undskylde sig med, at han faktisk udlignede fejlen ved at have sidste pandestykke på kampens første scoring. Ramos’ forklaring leder vi stadig efter.
Med sejren ligger Real Madrid en smule pres på Atlético Madrid, der med en kamp i baghånden er et point foran. På fjerdepladsen følger Villarreal, der nu har syv point op til Los Blancos.
Real Madrid – Celta 7-1 (1-0)
1-0 Pepe (40’), 2-0 Cristiano (49’), 3-0 Cristiano (57’), 3-1 Aspas (60’), 4-1 Cristiano (63’), 5-1 Cristiano (75’), Jesé (78’), 7-1 Bale (81’)
Real Madrid
Navas – Danilo (76' Marcelo), Pepe, Ramos, Carvajal – Kovacic, Casemiro, Isco (64’ Bale) – Cristiano, Mayoral (69’ Jesé), Vázquez
Celta Vigo
Blanco – Planas, Gómez, Hugo Mallo, Jony – Nolito, Díaz, Wass (76' Beauvue), Orellana – Hérnandez (34’ Radoja) – Aspas (66’ Guidetti)
Gule kort: Danilo, Pepe (Real Madrid) Nolito, Jony, Orellana (Celta)
Dommer: Gil Manzano
Kampens spiller: Cristiano – med så mange scoringer er han umulig at komme udenom, men Casemiro er tæt på!
Kampens detalje: Cristianos frisparksscoring. EN-DE-LIG!
Kampens badebold: Ramos – usikker og virkede som en lederuden lederevner.
