Benzema holdes fortsat ude af landsholdet
Frankrigs domstole ophævede forleden forbuddet mod, at Karim Benzema og Mathieu Valbuena måtte komme i kontakt med hinanden i forbindelse med den famøse afpresnings-sag.
Dermed åbnede muligheden sig atter for, at Frankrigs landstræner Didier Deschamps kunne udtage angriberen, men det har han valgt at undlade til de to træningskampe mod Holland og Rusland.
Fodboldforbundets præsident Le Graët indrømmer over for Le Parisien, at Karim Benzema ikke vil blive udtaget til landskampene, men at domstolens ophævelse af forbuddet er det første skridt for Benzema til at vende tilbage til landsholdet.
I mellemtiden har flere franske ministre, heriblandt sportsminister Patrick Kanner og Premierminister Manuel Valls udtalt sig særdeles kritisk om Karim Benzemas tilbagevenden og de mener ikke at Benzema opfylder betingelserne for at spille på det franske landshold, fordi han ikke opfører sig eksemplarisk nok.
