AS: Real Madrid vil sætte Isco og James til salg

Ifølge spanske AS har Real Madrid besluttet sig for at sætte både Isco og James til salg til sommer.

Klubbens sportslige ledelse er ikke tilfreds med den indsats – eller mangel på samme – som de to spillere har leveret i løbet af året og derfor er man indstillet på at lytte til tilbud fra andre klubber og altså klar på et salg, hvis der indløber et tilfredsstillende bud.

Efter en særdeles flot debut-sæson har James været en af sæsonens helt store skuffelser og det har på ingen måde imponeret Real Madrid-ledelsen, at colombianeren bad om en lønforhøjelse efter blot en sæson i klubben og der synes da heller ikke at blive problemer med at få solgt James, idet flere store klubber meldes interesserede.

For Isco er sagen lidt anderledes. Spanieren har fået chancen under Zinedine Zidane med 10 gange i startopstillingen ud af de foreløbig 13 kampe, som franskmanden har stået i spidsen for Real Madrid, men Isco har ikke grebet chancen og indsatserne har hidtil i bedste fald kun kunnet kaldes gennemsnitlige.

Isco kan også forvente interesse fra flere klubber og angiveligt skal Juventus have bedt Álvaro Morata om at lægge et godt ord ind for Torino-klubben.

Seneste artikler...