Catalansk TV3 undskylder video
Catalanske TV3 måtte i dag krybe til korset og erkende, at man var nået langt under lavmålet, da man i går udsendte en video, som sammenligner Real Madrids spillere med en flok hyæner på jagt efter et bytte: Lionel Messi.
Derfor sagde redaktøren på programmet Esport Club på Canal Esport 3, Xavier Valls, i dag undskyld:
- Når man laver en fejl, er der ikke andet at gøre end at beklage. Derfor siger vi undskyld, hvis nogen har følt sig fornærmet eller angrebet.
Herefter rodede han sig ud i en længere forklaring om baggrunden for videoen:
- Lionel Messi er ikke skurken i filmen, sådan som man har set det fra Madrids side, han er derimod offeret. Intentionen var at vise, at Messi er målet for en jagt på manden, hver eneste gang at han spiller mod Real Madrid. Efter at have set, hvordan Arbeloa sparker ham uden bold, efter at have hørt hvordan Estadio Santiago Bernabéu sange "Messi subnormal"...følte vi det urimeligt at man kriminaliserede ham med en kampagne skabt efter kampen i Madrid. Vi ønskede at vise med billeder, hvad Messi går igennem hver eneste gang, han spiller mod Real Madrid. Det er klart, at det endelige resultat fik en aggressiv tone, som vi ikke søgte.
Ifølge madrilensk presse vil Real Madrid sagsøge catalanske TV3 for sin uhørte video.
