Optakt Real Madrid - Sevilla
Real Madrid tager i aften imod Sevilla i den spanske liga inden næste uges vitale CL-opgør mod Manchester United.
Aftenens trup bærer da også præg af, at man har netop dette opgør i hovedet, for José Mourinho har valgt at give en pause til flere spillere, men det er stadig et slagkraftigt mandskab - i hvert fald på papiret - som bliver sendt på banen.
Her er der gensyn med Pepe, som træder ind i det centrale forsvar fra start og det er lidt overraskende, men forhåbentlig et tegn på, at den kontante portugiser er så langt fremme i sin genoptræning, at han er klar til de kommende vigtige opgør.
På den centrale midtbane bliver det et helt nyt makkerpar, nemlig sommerens to indkøb, Essien og Modric, som får chancen og især førstnævnte har brilleret med et par solide indsatser i den seneste tid, men det bliver også spændende at følge, hvordan Modric får brugt sine offensive kvaliteter i samspil med Özil og Cristiano Ronaldo, samt Callejón og Higuaín, som får chancen fra start i dag.
Sevilla har for nylig ansat Unai Emery og han har store problemer til dagens kamp, hvor han især i defensiven må undvære mange folk. Andaluserne solgte kort før transfervinduets lukning Diego López til netop Real Madrid, men nu er den normale førstemålmand, Palop, skadet og det betyder at Beto vogter målet. Herudover må Sevilla undvære spillere som Trochowski, Perotti, Cicinho og Rakitic.
Det er dog især Sevillas offensiv, som kan give Real Madrid lidt at arbejde med, især hvis kanterne Reyes og Navas har en god dag, men bomstærke Álvaro Negredo, som i januar var tæt på at blive solgt til Chelsea, er også en målfarlig herre.
De to hold plejer at give hinanden nogle intense opgør og der er ingen grund til at tro at aftenens kamp vil blive en undtagelse, heller ikke selv om Real Madrid allerede har tankerne henne på onsdagens CL-opgør mod Manchester United.
Real Madrids forventede hold: López, Arbeloa, Pepe, Ramos, Coentrao, Essien, Modric, Özil, Callejón, Cristiano Ronaldo, Higuaín.
Sevillas forventede hold: Beto, Coke, Fazio, Spahic, Navarro, Medel, Maduro, Kondogbia, Reyes, Navas, Negredo.
