Real Madrid sejrede let over Sevilla

Real Madrid tog sent lørdag aften mod Sevilla på Estadio Santiago Bernabéu til en kamp, der for Real Madrids vedkommende fungerede som optakt til onsdagens CL-opgør mod Manchester United.

Det var et hjemmehold, som var præget af mange ændringer og mest interessant var offensiven, hvor der igen var blevet plads til Kaká og denne gang var det også med både Benzema og Higuaín i front.

Real Madrid tog da også styringen af kampen med det samme og netop tilbagevendte Kaká stod for den første gode mulighed, da han efter ti minutters spil tog chancen fra kanten af straffesparksfeltet, men Beto fik pareret forsøget.

Efter 17 minutters spil kom det forløsende mål, da Fazio forsøgte at trække off side, men det mislykkedes og så var Cristiano Ronaldo fri til at sende bolden på tværs til Benzema, som dog ikke i første omgang nåede bolden, men den gled fra en Sevilla-forsvarer hen til ham og så kunne han på selve målstregen give bolden det sidste prik i nettet.

Hvor dette mål hører til i den lidt lettere klasse, så var Real Madrids mål nr. 2 forbundet med sublim klasse fra øverste hylde, da Cristiano Ronaldo smart afdriblede et par forsvarer og med venstrefoden udplacerede Beto med et fantastisk langskud. Formidabelt mål og 25 minutter spillet.

Sevilla ville også være med og kom frem til enkelte gode forsøg, men Diego López var på plads, men det var en kamp på Real Madrids præmisser og tydeligt at man havde noget at bevise efter den særdeles skuffende kamp mod Granada i sidste uge.

Det blev dog ved de 2-0 ved pausen, men hjemmeholdet kunne være godt tilfredse med deres præstation i første halvleg.

Anden halvleg var ikke mere end lige fløjtet i gang, før Beto igen måtte pille bolden ud af nettet og hvem andre end Cristiano Ronaldo havde lagt den derind. Endnu en gang var det dog en forsvarsfejl af Fazio, som førte til scoringen.

Dermed var kampen afgjort, men Cristiano Ronaldo var ikke færdig med sit show, for efter knap en times spil, igangsatte han selv et angreb og tog en spurt over 70 meter, afleverede til Higuaín og modtog selv bolden tæt under mål, hvor han let kunne sende den i nettet. Det hele overstået på 10 sekunder. Nogen mener, at Real Madrids hold består af hyæner, men der er i hvert fald også en gepard iblandt dem!

Dermed var arbejdsdagen også slut for portugiseren, som blev afløst af Álvaro Morata, men Cristiano Ronaldo kunne endnu en gang nyde stående ovationer og taktfast råben af hans navn. Fuldt fortjent.

Arbejdsdagen var også slut for Higuaín kort efter, da han modtog sit andet gule kort og endnu en gang må man sidde måbende tilbage og undre sig over, at der ind i mellem foregår så lidt på øverste etage af Real Madrid-spillerne, for det var et fuldkomment unødvendigt frispark fra en spiller, som i øvrigt ikke havde bidraget med forbavsende lidt i kampen. Det var helt enkelt for dumt!

José Mourinho foretog kort efter en dobbelt udskiftning, da Benzema og Kaká blev taget ud og i stedet kom Pepe og Callejón på banen.

De sidste tyve minutter af kampen kom Sevilla bedre med og man fik nogle gode muligheder for at reducere, men man havde ikke samme træfsikkerhed som Real Madrid, men andaluserne blev også ramt af en håbløs udvisning, da Maduro unødvendigt fældede Essien, som spillede en god kamp for Real Madrid og så måtte begge mand spille kampen til ende med hver ti mand.

Netop Essien var tæt på at blive oplægger til en Real Madrid-scoring med syv minutter igen, da han spillede Callejón fri og spanieren forsøgte at udplacere Beto, men målmanden fik flot pareret til hjørnespark. Kort efter var Morata tæt på, men han blev desværre dømt off side.

I stedet fik Sevilla lov til at pynte på resultatet, Da Manu Del Moral tog en flot løbetur gennem Real Madrids defensiv og selv sendte bolden ind bag en sagesløs Diego López.

Slutminutterne blev præget af mange gule kort og det var egentlig ærgerligt, for kampen var ikke specielt intens og derfor var det unødvendigt, at spillerne tvang dommeren til at uddele så mange advarsler, men en af dem betød, at Modric ikke kommer til at spille i næste uge, hvor han afsoner karantæne efter at have fået fem gule kort i sæsonen.

Det blev ved 4-1 og dermed er Real Madrid klar til Manchester United på onsdag.

Kampfakta:
Real Madrid – Sevilla 4-1 (2-0)
1-0 Benzema (17.)
2-0 Cristiano Ronaldo (25.)
3-0 Cristiano Ronaldo (46.)
4-0 Cristiano Ronaldo (58.)
4-1 Manu (86.)

Tilskuere: 75.000

Dommer: Delgado Ferreiro

Gule kort: Higuaín, Kaká, Modric, Arbeloa, Morata (Real Madrid), Navas, Madura (Sevilla)
Røde kort: Higuaín (Real Madrid), Madura (Sevilla)

Real Madrid: Diego López; Arbeloa, Albiol, Ramos, Coentrao; Essien, Modric; Cristiano Ronaldo (Morata, 60. min.), Kaká (Pepe, 69. min.), Benzema (Callejón, 69. min.), Higuaín.

Sevilla: Beto, Coke, Fazio, Spahic, Navarro, Maduro, Medel (Alberto, 72. min.), Navas, Reyes (Del Moral, 72. min.), Kondogbia (Hervás, 78. min.), Negredo.

Seneste artikler...