... når det går som præsten prædiker ...

Zidane fortsætter med at imponere på trænerposten, hvor også Getafe blev tilføjet til listen med klubber, som træneren har prøvet at besejre.

 

Helt som varslet blev oplevelsen Getafe en stilfærdig en af slagsen, hvor Real Madrid uden på nogen måde at overpræstere hente en ganske fortjent gevinst på hele 5-1, hvor eneste stridspunkt var sejrens størrelse.

Der var to modstandere på fodboldbanen syd for Madrid denne lørdag – Real Madrid og så en uduelig pløjemark af en grønsvær. For det egentlige modstanderhold fra Getafe havde i hvert fald valgt ikke at gøre sig den ulejlighed at møde op til opgøret.

Med dette i baghovedet er det måske i virkeligheden ikke så underligt, at gæsterne særdeles uproblematisk straffede et Getafe-hold, der virkede som de hverken havde evnerne eller lysten til at agere bolværk mod Madrids farlige offensiv, og hvis man ikke orker i det mindste at forsøge i en kamp som denne, så beder man selv om nogle meget lange 90 minutter.

Det var da også på baggrund nærmest fornærmende let for Real Madrid at tage de trods alt forventede tre point, og det var endda uden, at offensivspillerne på nogen måde leverede op til deres respektive topniveau, hvilket kampens sidste
30 minutter i den grad illustrerede. Der var få velspillede angreb, lavt tempo og meget lidt genpres – ikke så underligt endda oven på tirsdagens hårde hjemmekamp mod Wolfsburg. Den generelt pauvre indsats resulterede i en kamp,
der mindede mere om en træningssession hos et middelgodt serie 5-hold end en kamp i Europas bedste liga, så Zidanes største ros til aktørerne bør være baseret på det faktum, at man lykkedes med at hente endnu tre point.

De tre point kom i stand via 1-5, og det kan særligt Isco, Benzema, James, Gareth Bale og Cristiano Ronaldo glæde sig over. Alle kom de nemlig på måltavlen i opgøret, og det understreger blot de enorme offensive muligheder træner Zidane har at råde over. Det er svært at være utilfreds med de kvaliteter, truppen roder over.

Defensivt spillede Pepe en hæderlig fodboldkamp, hvilket bestemt også kan siges om Isco, der trods manglende kampform var med i flere gode situationer kampen igennem – Navas tog sig også fornemt af de få optræk til ballade, som Getafe bød på – fraregnet et drømmemål fra Real Madrid-opfostrede Sarabia.

Mere blev det dog ikke til, og end ikke Diario Sport kan vel nærmest lykkes med at gøre den sejr ufortjent – med sejren er Real Madrid øjeblikkets nummer to i Spanien foran Atlético Madrid og lige i haserne på FC Barcelona. Begge to hold har dog spillet en kamp færre.

Getafe -Real Madrid 1-5 (0-2)

0-1 Benzema (29’), 0-2 Isco (40’), 0-3 Bale (49’), 1-3 Sarabia (83’), 1-4 James (88’), 1-5 Cristiano Ronaldo (92’)

Getafe
Guaita – Pereira (Yoda, 9’), Vergini, Vigaray, Damián – Sarabia, Rodríguez, Lacen (Buendia, 51’), León – Álvaro (61’, Moi Goméz), Scepovic

Real Madrid
Navas – Marcelo, Pepe, Varane, Carvajal (Nacho, 51’) – Isco, Kroos, James – Cristiano, Benzema (Jesé, 67’), Bale (Vázquez, 57’)

Gule kort: Damián, Álvaro, Pedro León, Moi Goméz (Getafe) Nacho (Real Madrid)

Kampens spiller: Isco – gode driblinger og skarpe beslutninger.
Kampens detalje: Navas’ redning efter et indirekte frispark i eget felt.
Kampens badebold: Varane, virkede igen usikker og traf til tider nogle lidt underlige beslutninger.

Seneste artikler...