Real Madrid scorer igen flest mål

Du skal nok lede længe blandt danske fodboldeksperter og andre ‘fagfolk’, før du finder nogen, der vil rangere Real Madrids offensiv højere end FC Barcelonas. Retter man dog i stedet kikkerten mod statistikken, så taler den sit tydelige sprog. Real Madrid står for tredje sæson i træk til at blive det mest scorende hold i Liga BBVA.

I skrivende stund står vores hvidklædte kæmpere noteret for 98 mål med fem spillerunder igen. Tættest finder vi Barcelona med 88 mål, mens lokalrivalerne fra Atlético Madrid har fået nettet til at blafre små 57 gange.

Hvis ikke Messi og co. disker op med en særdeles målrig slutspurt, så vil det være tredje sæson i træk, at Real Madrid bliver Liga BBVA’s mest scorende hold. I sæsonen 13/14 måtte vores modstandere hente bolden ud af nettet 104 gange, mens det i sidste sæson blev til hele 118 mål.

Som vi alle sammen ved, så står Real Madrid også som indehaver af rekorden for flest mål i en enkelt Liga BBVA sæson, da Mourinho og co. præsterede at score hele 121 gange i sæsonen 11/12. Skal vi tangere rekorden i år, mangler vi altså at score 23 mål i fem kampe, og selvom det bliver svært, så kan vi jo tage det første spadestik i aften, når vi forhåbentlig sender Villarreal hjem til det østlige Spanien med et 5-0 nederlag i bagagen.

Seneste artikler...